mandag den 3. december 2012

Man dør ikke af grin

Anmeldelse af filmen ”De urørlige” (Intouchables), i biograferne fra d. 22. november 2012
Anmeldt af Anne Skov Thomsen.

Når livet er hårdt ved en, kan man få frygtelig ondt af sig selv. Og er situationen rigtig slem, får andre mennesker også ondt af en, for sådan er vi: empatiske skabninger, der besidder en utrolig sensitivitet over for andres smerte, mentalt som fysisk.


Kilde: Bionyheder.dk

Nogle gange kan man imidlertid føle, at man drukner i andres medlidenhed, og det er netop, hvad mangemillionæren Phillipe oplever i den franske filmsucces, ”De urørlige” (Intouchables), der netop har haft premiere i de danske biografer.
 

Efter at have mistet sin kone og selv at være blevet lammet fra halsen og ned i en paragliding-ulykke svælger Phillipe i andres medlidenhed. Men da han, for Gud ved hvilken gang, skal ansætte en ny hjælper, er det netop den person, der viser allermindst sympati for hans situation, som bliver hyret.
 

Den sorte, selvoptagede ghettodreng, Driss, må nu ordne alle de intime, dagligdags rutiner for Philippe, og gør sig uden den mindste taktfølelse vittig over Phillipes invaliditet. Som tilskuer krummer man tæer, men Phillipe tager de stødende, lidet indfølingsrige kommentarer med største ro og endda med et lille smil lurende i mundvigene.
 

Driss opfører sig imidlertid netop, som Phillipe ønsker det: uden særlig hensyntagen eller den kvælende, akavede medlidenhed, der kan få et menneske til at føle sig mere død end levende.
 

Driss behandler uhøjtideligt Phillipe som sin ligemand, hvilket indebærer, at behov som kvindeligt selskab, rygning, sportsvognkørsel og nattevandring skal opfyldes. De to mænd udvikler, som man kunne forvente, et varmt venskab, men plottet (der i øvrigt bygger på en sand historie) er langt fra så corny og forudsigeligt, som det måske lyder.
 

”De urørlige” er ikke bare en ’fransk feel good-komedie’, som den benævnes i filmomtalerne. Som tilskuervidne til de komiske situationer dør man aldrig af grin, fordi det humoristiske altid er iblandet et lille stænk af smerte. Fortællingen bliver, også af skuespillerne, leveret med en troværdighed og visdom, som langt overskrider de stereotype fremstillinger af ’smart ghetto-fyr’ og ’gnaven mangemillionær’, man ellers kender fra genren.
 

Tværtimod bliver filmen en levende, smuk og humoristisk manifestation af, at latteren er en magtfuld kraft mod livets sorger. Phillipe og Driss’ helt specielle venskab insisterer på, at man ikke ’dør af grin’ – men tværtimod fyldes af en ny fælles vitalitet og styrke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar