mandag den 17. december 2012

Det nye gamle Eventyr - "Tællelyset" af H.C. Andersen

Litterær artikel om det nyfundne H.C. Andersen-eventyr "Tællelyset". 
Skrevet af Ditte Obeling. 

 

Det nye gamle eventyr genfødes

Det er ikke ofte, man som litteraturelsker får muligheden for at sige, at der er breaking news inden for litteraturen. Nyheden om at man havde fundet et nyt eventyr, skrevet af selveste H.C. Andersen, fik derfor den 12. december mange af os til at lytte ekstra opmærksomt. ”H. C. Andersens første eventyr er fundet!” Nyheden bredte sig hastigt, og selv de, der ikke interesserer sig for litteratur, ved, at Danmarks store eventyrforfatter den 12. december 2012, længe efter sin død, igen blev far til en lille ny fortælling.

Eventyret bærer titlen Tællelyset og er givet i gave til Madam Bunkeflod, en ældre kvinde fra byen, som Andersen lånte bøger af og læste højt for. Eventyret er skrevet i Andersens teenageår, og den manglende erfaring med forfattervirksomheden er tydelig i værket. Alligevel er værket interessant, fordi det netop kan læses som en Andersen-tekst.

Denne artikel vil forsøge at fremhæve det relevante og det storslåede ved det nye eventyrs tilsynekomst ved at tilbyde en tidlig analyse af værkets strukturer og idéer og dets relevans i forhold til vores forståelse af Andersens forfatterskab. Eventyret kan læses HER

Længslen efter skæbne

Tællelyset er kort sagt fortællingen om et Tællelys og dets udvikling og dannelse i konfrontation med den urene verden, hvori det skal finde sin plads. I mødet med Fyrtøjet bliver lyset tændt og opnår derved meningen med sit liv.

Det ideologiske gods i Tællelyset opstiller modsætningspar, der lægger sig nært op af de romantiske forestillinger fra tiden. Det verdslige liv er således i modsætning til det himmelske liv. I barndommen finder Tællelyset stor lykke og uskyld, og det er pudsigt nok også her, Lyset er mest ”for[m]fuldendt” og ”helstøbt”. Fra begyndelsen er Lyset således færdigt og komplet i sin skabelse – så hvad er det, der får Lyset til at længes?

Den kvindelige uskyld og den mandlige potens

Tællelysets forældre udgør dets ophav og miljø: ”Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader.” Fåret er her personificeret som en moderskikkelse, idet tællelys er lavet af fårefedt. Lyset får sin ”blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet” fra moderen, og Andersen tilskriver dermed skønheden, uskyldigheden og det kropslige til moderen og det kvindelige. Fra faderen arver Tællelyset noget helt andet: ”men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.” Hermed tilskrives faderen træk som drivkraft, ambitioner og den aktive handlen, og det er netop denne del af Tællelyset, der får det til at søge ud i verden og væk fra uskyldigheden, på trods af, at det, allerede i sin uskyldige barndom, er rent, helstøbt og formfuldendt.

Mødet med verden

Verden er stedet for forandring og fremmedgørelse i eventyret. Uskyldigheden bliver i konfrontation med verden til naivitet: ”Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset[...]” Verden ser ikke Tællelysets indre værdi og smudser det derfor til: ”de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve”. Den klassiske dikotomi sort/hvid og ren/uren går igen i eventyret og fremhæver dermed et platonistisk spørgsmål om det jordiske liv modsat det himmelske liv. Verden er i dette Andersen-eventyr personificeret som en enkelt aktør, der øver vold på Tællelyset og dets uskyld. Eventyret tenderer i denne skildring af verden mod det misantropiske, idet enhver ”Medskabning” tilsmudser det stakkels Tællelys.

Mødet med verden giver Tællelyset erkendelsen af det mørkes og det urenes eksistens. Uskyldigheden i sin uvidende og naive form går dermed tabt, da Tællelyset ”var kommet i altfor svær Berøring” med verdens urenhed. Dog er der håb for Tællelyset, for endnu ”var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.”

Det Inderste

”Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.” Tællelyset er i forhold til sine falske venner et enestående individ, som de verdslige ikke forstår, idet de ikke har samme renhed i sig som Tællelyset, og i deres afmagt og vrede kaster de Lyset væk. Tællelyset efterlades nu i en eksistentiel ensomhed, hvor det grubler over sin eksistens og sit formål. Selv dets egentlige åndsfæller kan ikke se ind i Lysets kerne, for ”de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte [...]" De intellektuelle grublerier bringer ikke tællelyset nogen vegne. Det lukker sig om sig selv, og det er først i fællesskabet med et andet væsen, at Tællelyset møder sin bestemmelse.

Individets plads i samfundet – meningen med livet

Tællelyset længes fra fødslen efter sin bestemmelse, sit formål, og i sit livs eksistentielle krise forøges Lysets søgen via sorgen: ”det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte.” Denne nytte finder Tællelyset da endelig, da det møder det klarsynede fyrtøj: ”Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal [...]” Sanserne og sindet bliver oplyst for Tællelyset, og det kan nu glæde både sig selv og sine åndsfæller: ”det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner [...]” Lyset fuldbyrder sin skæbne via et ideal om sandhed og oplysning, som Lyset får fra Fyrtøjet: ”lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.” Varmen, lyset og flammen symboliserer både medmenneskeligheden, kærligheden og livets formål.

Den eksistentielle krise – livets fuldbyrdelse og dødens begyndelse

Lysets eksistentielle krise spejler et af menneskets mest centrale spørgsmål: Hvorfor er vi her? Her har Andersen et klart svar: Vi skal finde vores plads i samfundet, en plads hvor vi kan gøre gavn. Via denne plads opnår vi forbindelse til det himmelske og meningsfyldte. Men ikke langt fra livets fuldbyrdelse ligger en idé om forgængelighed på lur. Lyset opnår kun sit fulde potentiale i det jordiske liv, idet det indtager sin plads som dødelig, og betaler dermed i sidste ende den højeste pris for at nå sin bestemmelse: ”det antændtes og Hjertet smæltede i det.” I samme øjeblik som lyset tændes metafysisk, begynder det også sin fysiske nedbrydningsproces.

Samme problematik kender vi fra Andersens eventyr "Grantræet”. Grantræet opnår sin bestemmelse som juletræ i samme hug, som dets død begynder, da øksens blad falder mod stammen. Træet flyttes fra sin ensomhed i skoven og ind i stuen, hvor det kan glæde andre og dermed tjene både samfundet og sig selv. Det jordiske liv er flygtigt, og meningen med det er, ifølge Andersen, at glæde sig selv og andre med det, imens man har det.

"Tællelysets" formål og bestemmelse – hvad skal vi med det?

Alle idéer og strukturer, jeg har fremvist i denne analyse, går igen i Andersens senere eventyr. På det tekstlige og indholdsmæssige plan kan man således ikke sige, at fundet af Andersens første eventyr er noget gennembrud, der giver os en helt ny forståelse af Andersens tekster og indre liv. Tænker man på Andersens senere værker, ligner eventyret nærmere en skitse end et egentligt eventyr. Den unge Andersen har eksempelvis endnu ikke dristet sig til at lade sine figurer komme fuldt til live som personer. Ingen af de personificerede figurer har endnu fået replikker, stemmer eller gennemførte personligheder, som vi ser det i det senere forfatterskab. Figurerne kan derimod læses som konkrete personer – Andersen kan formodes at være Tællelyset, Madam Bunkeflod må antages at være Fyrtøjet – og teksten hælder dermed mod det allegoriske, idet den vil udtrykke sin morale så vel som sin taksigelse til Madam Bunkeflod klart og utvetydigt. Dermed bliver tekstens udtryk meget mere eksplicit og sentimentalt end Andersens senere værker. Som Johannes Møllehave allerede har formuleret det: ”Det kunne være skrevet af ethvert begavet barn på 15 år.”

Bagklogskabens eventyrlige skær

Men Tællelyset er ikke skrevet af et hvilket som helst barn på 15 år, og det er netop ved dette faktum, at teksten gør sig interessant, fordi vi i bagklogskabens lys véd, at Hans Christian Andersen fik succes med de skriverier, der i denne unge alder ser forholdsvist trivielle ud. Teksten er interessant, fordi vi netop ved, at de samme idéer og strukturer, som Andersen har trasket rundt i som teenager, vil have betydning resten af hans liv og i det senere forfatterskab.

Trods sit kun ringe bidrag til den egentlige litterære verden – kvaliteten er langt fra så høj som den, vi finder i Andersens senere eventyr – kan Tællelyset dermed alligevel bidrage til selvsamme litterære verden. Når man læser dette værk som Andersens første eventyr, opnår man som litteraturentusiast en nostalgisk følelse af den tabte barndom og forsynets lykke, og selve Andersens livsbestemmelse virker klarere for os. Som Tællelyset i eventyret altid har haft sit formål inden i sig og endelig erkender det til sidst, har formålet med Andersens liv også gemt sig som en hemmelig kerne i et tællelys eller som et for længst glemt dokument i et støvet kabinet. Vi føler pludselig forsynet af, at Andersen i hele sit liv ligesom Tællelyset har været bestemt til at blive det, han allerede var: Danmarks store eventyr-digter, som et tællelys, der ”lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger [...]” Og Tællelyset? Det lyser endnu. Se, dét var et rigtigt eventyr.

Kilder

http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/
http://politiken.dk/poltv/nyheder/kultur/ECE1841238/rigsarkivet-om-nyt-hc-andersen-eventyr-det-her-er-breaking-news/
http://politiken.dk/kultur/ECE1841248/hc-andersen-selskab-nyt-eventyr-er-en-spaendende-brik-i-puslespillet/
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1842128/hc-andersen-forfatter-om-taellelyset-den-er-paedagogisk-saa-det-er-til-at-braekke-sig-over/
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1842323/moellehave-taellelyset-kunne-vaere-skrevet-af-ethvert-begavet-barn-paa-15/

http://m.jyllands-posten.dk/kultur/litteratur/article4946663.ece

Andersen, H.C. Samlede Eventyr og Historier. Jubilæumsudgave, 5. oplag. Hans Reitzels Forlag A/S, Flensteds Forlag, Odense. Danmark. 1989. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar