mandag den 10. december 2012

Den fortabte litteratur

- mødet mellem Bjarne Reuter og Gud


Anmeldelse: Bjarne Reuter "Bogen - Biblen genfortalt af Bjarne Reuter", Bibelselskabet. 
Anmeldt af Ditte Obeling.

 
Fantasi, ondskab og eksotisme i Reuters forfatterskab – læseren fantaserer

Da jeg hørte en lille fugl synge de første spæde toner om den kommende fødsel af Bjarne Reuters genfortælling af Biblen, var det som om, englene begyndte at synge om den nye messias, der var kommet. Jeg kunne se det for mig: Et litterært værk skrevet af en af Danmarks bedste historiefortællere med nogle af vores kulturs mest fundamentale historier om den menneskelige natur; bibelshistorierne.

Jeg så de Reuterske figurer og den Reuterske stil gå igen i Biblen; de ondskabsfulde drengeskikkelser fra Zappa (1977) og Under kometens hale (1999) blev til det blodige opgør mellem brødrene Kain og Abel. Den drømmende fantasi og gnisten fra de eventyrlige fortællinger Shamran - den som kommer (1985) og Prins Faisals Ring (2000) blev til det bærende element i sammensmeltningen mellem fantasi og virkelighed, som i mine øjne er en fælles problematik for verdensreligionerne og litteraturen. De maleriske beskrivelser af eksotiske miljøer i en svunden tid fra hans eminent underholdende middelalderroman Løgnhalsen fra Umbrien (2004) om den sorte død i Europa blev til beskrivelserne af Getsemane Have, hvor Jesus blev forrådt og beskrivelserne af trøstesløsheden under Egyptens plager. Alle disse værker blev i min forestilling til selve Bjarne Reuters baggrund for at kunne beskrive de eksotiske miljøer og de trøstesløse scener, figurer og hændelser, der så hyppigt optræder i Biblen.

Forfatteren der mistede sin stemme

Sådan skulle det ikke blive. Som jeg kom længere og længere ind i værket, måtte jeg indse, at Reuter havde svigtet sit kald og dermed sin egen stemme som forfatter. I Biblens allerede fantastiske fortællinger overdøves den smukke Reuterske stemme af historiens vingesus, og som læser føler man sig ofte svigtet og overladt alene til fortællingen uden nogen anden stemme, der holder en med selskab.

Som læsning er Bogen dog ikke uinteressant. Det skyldes imidlertid sjældent Reuters stil eller sprog og oftere det faktum, at Biblens fortællinger er interessante og underholdende. Det har været fornøjeligt og lærerigt at læse og genlæse historierne om Abraham, Jakob, Job, Samson, Salome, Jesus og alle de andre. Enkelte af fortællingerne er endda ganske velskrevne og interessant vinklet, og nogle få sætninger er direkte poetiske. Men jeg er skuffet. Man kunne have forestillet sig så meget mere.

Man kunne have forestillet sig, at Bogen kunne have været årets helt store litterære værk, et litterært værk dedikeret til litteraturens og religionens store fællesproblematikker som fiktion og virkelighed, allegori og værkfortolkning. Værket kunne have været metafiktivt og indbudt til en diskussion af litteraturens plads i religionen og religionens plads som litterær fortælling. I stedet for Biblen som litterært værk fik vi bibelfortællinger pakket ind i en litterær facade, der ikke strækker sig længere end til forfatterens navn.

Litteraturen sendt på ørkenvandring

Bibelselskabet har sandsynligvis nået deres mål: Alene Bjarne Reuters navn skal nok få flere til at læse bibelhistorierne. Men hvad med litteraturens mål? Hvad er forholdet mellem Biblen og litteraturen, som jo er Reuters felt?

Bogen som værk lovpriser og synliggør med rette den kristne religions fortællinger. Litteraturen derimod er som den fortabte søn stukket af for at bruge sine talenter et andet sted. Ligesom den fortabte søn vender hjem og modtages med fest og farver på trods af, at han har vendt sin fader ryggen, vil jeg også håbe, at litteraturen vender hjem til Bjarne Reuter i hans næste værk. Men denne gang er lignelsen vendt på hovedet, og det er ikke sønnen, der skal bede om tilgivelse – det er forfatteren, der glemte sit kald som forfatter og vendte ryggen til litteraturen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar