mandag den 3. december 2012

At skrive grønlandsk

Essay om grønlandsk litteratur. 
Skrevet af Julie Luna Bayer. 


Min mor er født på Grønland. I min barndoms besøg hos min mormor, har jeg rørt ved genstande som familien medtog da de 7 år senere forlod landet. En hvalrostand, dukker lavet af sælskind, figurer udskåret af knogler, danskskrevne børnebøger om grønlandske myter. 

Siden hen var jeg som teenager fuldstændig opslugt af Jørn Riels ’Sangen for livet’, en trilogi, som strakt henover 1000 år, yndefuldt beskriver livet for grønlandske eskimoer/inuitter.  Og i dag sidder jeg med Kim Leines ’Profeterne i Evighedsfjorden’, en ’sanseoprivende’ roman om Danmarks kolonisering af Grønland i 1700-tallet. 

Der har altså været langt imellem mine litterære indtryk af Grønland. Og selv i dag, som såkaldt ’dannet’ ungt menneske, er det svært at skulle give en sammenhængende beskrivelse af dette land, som er dansk, men som jeg alligevel slet ikke føler at jeg kender.

For mange danskere er Grønland forbundet med folk som Knud Rasmussen. Danskeren der både udforskede og kortlagde landet, men som også formidlede myter om et såkaldt naturfolk og deres sagn. Et folk der overlevede barske forhold som følge af en nærmest utopisk pagt med naturen. Siden har bl.a. Jørn Riel videreført dette billede, men med en mere varm og humoristisk vinkel.

Mange kender Peter Høegs fortælling om Smillas snefornemmelser. Her får man et mere up to date billede på Grønland, og på det man kalder kulturmødet, mellem de to lande, og den identitetskonflikt der opstår heraf, og som netop bliver vist gennem Smilla, som er ’halvt af hver’.
Men fælles for dem er, at de danskere der skrev om Grønland! Og jeg må med skam meddele, at jeg ikke kender nogen grønlandske forfattere overhovedet.

Ifølge lektor i minoritetsstudier Kirsten Thisted er vi danskere fastlåste i stivnede forestillinger om grønlænderne. Det betyder at tekster om grønlændere m.v. enten holder fast i Knud Rasmussen ideen om det ’skønne naturfolk’ der bukker under for moderniteten, eller også gælder det det mere nutidige billede af grønlændere som sociale tabere, som et folk der er gået i stå.

Men på den måde undgår man både alternative virkeligheder, og den udvikling som selvfølgelig har fundet sted ind imellem disse to poler. Samtidig med dette, er problemet, at få grønlandske forfattere når ud over Grønland. Man vil jo gerne skrive på grønlandsk, men for at nå ud må det oversættes til dansk. Og risikerer det så ikke automatisk, at blive opfattet som dansk-skrevet, når der nu er så tætte bånd mellem landene, ikke mindst sprogmæssigt…

Selv går grønlænderne og drømmer om den gode grønlandske samtidsroman. I al fald hvis man spørger Inge Hauge, redaktør på Grønlands helt eget forlag i Nuuk. Hun søger den roman der kan give et realistisk billede af samtiden, uden at forfalde til den sædvanlige stereotype kulturmøde-fortælling.

Sagen er i grunden den, at der ikke er meget ’empire writes back’, eksil, postkolonialisme osv. over Grønland. Danskerne har været så ivrige efter at kende sig selv uskyldige i dén kolonihistorie, at der på en måde ikke er blevet gjort rum til at grønlænderne rigtig kan skrive sig ud, kunstnerisk. Deres skæbne er så indflettet i den danske. Ikke mindst biologisk, som følge af de mange ægteskaber der blev indgået allerede tilbage i 1700-tallet, mellem grønlændere og både danskere og nordmænd.

Derfor gælder der også andre ’regler’ for at skrive om Grønland. Naja Marie Aidt, som selv har boet 7 år på Grønland, kalder det en slags betingelse. Det er, at man bliver nødt til at have brugt en betydelig mængde tid på Grønland for at kunne skrive troværdigt om stedet, og ikke mindst om kulturmødet. Det gælder hvad enten man er dansk eller grønlandsk forfatter. Måske er det derfor Kim Leine er så populær i både Grønland og Danmark. Ikke det mindste grønlænder af blod, så har han dog tilbragt 15 år deroppe. Nok til at være blevet kaldt ’kalak’ – ’skide grønlænder’.

Når jeg ind imellem går forbi Christianshavn Torv  føler jeg en splittet sorg. Dels over at vi selv bidrager til det generaliserede billede af grønlændere som værende alkoholikere hele bundtet (jeg har selv med egne ører ofte hørt denne fordom). Men endnu mere fordi jeg føler at et smukt naturfolk har mistet æren, har mistet den ynde som jeg i mit hoved forbinder med grønlændere. Men allas, her skriver jeg jo netop oven i den eksotiserende myte som Thisted advarer os imod. Men jeg kan ikke lade være. I mit hoved vil grønlændere altid være forbundne til naivistiske ord og billeder som disse, (ord som i øvrigt helt sikkert lyder smukkere på grønlandsk); Sne, fjeld, is, åndemaner, kulde, nanok, narhval, slæde, inuit, jæger osv..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar