mandag den 10. december 2012

Alvorlige skriverier med latteren som følgesvend

Reportage fra foredrag med Line Knutzon i Kakofoni den 28. november 2012. 
Skrevet af Nicoline Thoning. 

 
Det er i den svagt oplyste nobelsal, som indbyder til hygge og refleksion, at en lille skare, hovedsagelig bestående af litterater og dramatikere, kan tage imod en af Danmarks mest anerkendte dramatikere: Line Knutzon. 

Meget jordbunden og lidt distræt indtræder Knutzon på den beskedne scene, hvor hun starter ved altings begyndelse – beretningen om hvordan hun fandt ud af, at hun skulle skrive. Allerede fra første sekund indtager hun publikum med sin teatralske mimik og gestik, der er skræmmende morsom og fylder rummet
med en kæmpe energi.  

DU SKAL SKRIVE!!

Hun fortæller om, hvorledes hun er fra et skuespillerhjem og siden sin barndom har haft ’stemmer i hovedet’. Disse stemmer rejste spørgsmålene: Hvem er du? Spiller du en rolle? Hvillet skabte et enormt behov for at afdække det sande og falske i både ting og mennesker, for at komme bag om de kulisseagtige facader.

Skriverierne startede som ren forpligtelse overfor den skrivemaskine hun nu engang havde fået anskaffet sig, hvorfra små historier blev forfattet.  Men først da Knutzon kom på højskole blev der sat gang i tingene.  Knutzon beretter om, hvordan der blev lavet film på skolen, film der forsøgte at beskrive UDTRYK, som Knutzon udbryder med dramatisk tryk, hvorefter kun konstaterer at det bare var falsk og røvsygt!  Modreaktionen på dette blev en film, hvis hovedpersoner var sumpskildpadder. Plottet var simpelt: Et homoseksuelt skildpaddepar, som boede i et dukkehus- ’Selvom det var latterligt’. Særligt fremhævede Knutzon en toiletscene, der nedlagde salens publikum i en krampagtig latter. Scenen viste hvordan skildpadden forsvinder ind under døren til toilettet, hvorefter der filmes op til håndtaget, hvor man observerer, at der skiftes fra fri til optaget - det var humor ifølge Knutzon. Afslutningsvist skrev Knutzon skildpaddernes dialog, som hun sammen med en ven indtalte over filmen. Men latterlig eller ej, så høstede filmen ros af skolens lærere, fordi de havde fundet på noget, hvilket var godt.          

Hele anekdoten fra højskolen afslutter hun med at fortælle om en ældre mand, hun stødte på nogle gange, hvor han med en rystende pegefinger skriger: ’DU SKAL SKRIVE!!’, hvilket Knutzon gengiver med en sammenkrummet kropsholdning og en rystende pegefinger rette mod publikum. Så det var det, Knutzon
gjorde- skrev. 

Det er alvor

Knutzons monolog flyver hele aftenen vildt omkring med et hæsblæsende tempo, hvor både hun selv og publikum skal holde tungen lige i munden, for at huske hvor samtalen egentlig var på vej hen. Men ikke desto mindre fanger hun som person, stemningen fra hendes dramaer, idet hun flyver rundt foran mikrofonen, som en person der rummer et helt persongalleri af dramatiske karakterer, hvilket skabte en levende intensitet og en klukkende latter. 

Knutzon beskriver, hvordan hun opdagende, at selvom hendes tekster var skrevet i ramme alvor, så vakte de altid latter hos publikum, der var således aldrig et ønske om at være sjov, det var hun bare. Dette leder Knutzon videre til en diskussion om komedien og hvorfor hun synes netop denne genre bør løsrives fra lavstatussens trældom. Hun fortæller om, at komedien er fin, idet den skildrer livets ondskab, fordi den er uden udvikling. Karaktererne har aldrig lært noget og det er der, det alvorlige skabes. Dernæst bevæger hun sig over i en snak om sine egne arbejdsmetoder, hvor hun fortæller om at dramatikerne er plaget af en relevanssyge, hvor der er et kæmpe emnefokus, hvilket hun fortæller om i en ironiserende tone. Emnefokus er bestemt ikke noget Knutzon ynder at arbejde efter, for i hendes arbejdsproces kommer emnerne til hende og ikke omvendt. Ydermere er hun netop aktuel med børnebogen Lille Alan- den menneskelige antenne, hun har skrevet sammen med Peter Frödin, hvor hun bevæger sig ud i en snak om, hvor svært det var at skrive prosa, i særdeleshed på grund af alle de beskrivende sætninger, som dramaet ikke indeholder. Samtidig fortæller hun om, hvad dramaet netop kan og om, hvorledes hun synes onde og dumme mennesker er det bedste materiale, idet de rummer et fattigt sprog, hvorigennem man som dramatiker skal skildre dem, idet det er karakterenes sprog, som skaber dramaet. Dette er en pointe hun tydeligt illustrerer, da hun læser op fra

Mogens og Peder får samtalekøkken, hvor personerne vækkes til live i kraft af deres individualiserede sprog. Således afsluttes en hylene morsom aften, der efterlader folk med et smil på læben, hvorefter de kan vende næsen hjem, opløftet af latterens rensende effekt.              

Ingen kommentarer:

Send en kommentar