mandag den 12. november 2012

Sproget bærer det trøstesløse igennem

Anmeldelse: Kristian Bang Foss "Døden kører Audi", Gyldendal d. 22. oktober 2012.
Anmeldt af Gine Præstgaard Sølvsten.

Coverbillede. Kilde: Gyldendal

Bang Foss’ roman giver et indblik i en del af samfundet, de færreste ønsker at befinde sig i. Et indblik, der alligevel tiltrækker læseren gennem Bang Foss’ overraskende og eminente sproglige stil.  

Døden kører Audi er Kristian Bang Foss’ tredje roman og fortælles af Asger, der, efter en fyring fra sit job på et reklame-bureau, mister både forholdet til kæresten og kontakten til sin lille datter.

Der er finanskrise og det er umuligt at finde et job. Asger må derfor tage til takke med et job som handicaphjælper for Waldemar, der lider af ikke bare en muskelsygdom, men også en hjertefejl. Vi følger derefter Asgers arbejde med at passe den dødeligt syge Waldemar i det deprimerende og udsigtsløse Stentofte, indtil de to beslutter sig for at rejse til en healer i Marokko, der måske kan hjælpe Waldemar fra den død, der rykker tættere og tættere på.

Hvorvidt det lykkes for dem, skal ikke afsløres her. Væsentligere er det, hvordan Bang Foss’ sprog formår at bringe humor og varme ind i beskrivelsen af en tilværelse, hvor alt ellers synes udslukt – og ja, allerede dødt.

I den indledende karakteristik af Waldemar præsenteres han for læseren på følgende måde: ”Waldemar var lille, ikke så lille, at man ville kalde ham en dværg, men lille nok til, at jeg kiggede hen over hovedet på ham ud i den tomme luft, da døren gik op. Men da jeg kiggede en smule ned, fandt jeg hans ansigt: Hans hud var vampyrhvid med en koloni af store filipenser på panden, øjnene var grønne og blev forstørret af et par kraftige briller med sort stel.”

Og sådan fortsætter det. Ikke umiddelbart en karakteristik, der lægger op til at vække sympati hos læseren. Ligeledes er miljøet og personerne i Stentofte skildret barskt og råt, med en næsten Sonnergaardsk pessimisme, hvor Waldemars nabo – en ældre dame – dør uden den store bevågenhed. Det er blot én af flere deprimerende hændelser; Waldemars kørestol bliver stjålet, og beboerne kæmper om de frosne kyllinger i det lokale supermarked, Aldi. Valget af supermarked som klassemarkør genkendes fra Jan Sonnergaards noveller, hvor fx hovedpersonen i ”NETTO og fakta” (i novellesamlingen Radiator fra 1997) netop ser sine indkøbsture i Netto og Fakta som en del af hele den fastlåsning af underklassen, som både Bang Foss’ roman og Sonnergaards noveller giver udtryk for.

I Døden kører Audi er det dog bl.a. gennem Waldemar og Asgers dialoger, at romanen formår at fremvise lyspunkter i de ellers ørkesløse hændelser i Stentofte. De to venner udvikler deres egne udtryk som ”drømmeguf” og ”høje puder til sideliggere”. Dette til tider innovative sprog går igen hos fortælleren, når Asger fx betegner han og Waldemars handlinger som ”dumiale”. Hermed får læseren fornemmelsen af en sproglig tone, der især kan tillægges Asger, hvilket fremhæver Bang Foss’ evne til at formgive sine karakterer gennem sproget. En evne, der også træder i kraft, når nogle af bipersonerne, som Waldemar og Asger møder på deres rejse, beskrives synekdokisk igennem et enkelt træk ved deres udseende. Som når fortælleren hæfter sig ved en broche på en revers eller en kvindes hår:

”På den modsatte side af bordet sad et japansk ægtepar og en mand i en tweedjakke med en guldskildpadde hæftet fast i reversen. Der sad også en ung kvinde med håret sat op på nær en enkelt lang krølle, der faldt ned i panden på hende som en skillelinje i et yin og yang […]”

Denne synekdokiske beskrivelse er på finurlig vis nok til, at romankaraktererne står lyslevende foran læseren. Således formår Bang Foss at levere et billedskabende og levende sprog, der står i stærk kontrast til det sørgelige parallelsamfund, romanen ellers skildrer. Det er, som i al god litteratur, simpelthen gennem skildringens form og stil, at selve objektet for skildringen bliver interessant.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar