mandag den 12. november 2012

Spørge-Jørgen der ikke blev lagt i seng - heldigvis!

Anmeldelse af Majse Aymo-Boot: ”Spørgsmålene”, Forlaget Basilisk, 2012
Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Klaus Holsting. Kilde: Polfoto

Det var en ganske uanselig lille bog, eller hæfte, kunne man næsten kalde det, som jeg forleden fik ind af brevsprækken. Formatet ikke større end min kalender og omfanget på blot 60 sider.

Til gengæld formår den danske forfatter med det fremmed klingende navn Majse Aymo-Boot at rejse ikke mindre end 672 spørgsmål i løbet af sin korte bog. Faktisk består hele bogen udelukkende af spørgsmål i bedste genreeksperimenterende forfatterskole-stil (Aymo-Boot dimitterede herfra i 2000), og undertegnede vil her krybe uden om en kategorisering af værket. Hvad jeg derimod ikke ville tøve med at slå fast er min begejstring for den lille sag med den store spørgelyst!

Det indledende spørgsmål, som kræver et par gennemlæsninger, før man har dannet sig et overblik, indfanger meget fint, hvad det er Aymo-Boot gør med sine spørgsmål:

”Hvis der er ting, vi ved at vi ved, og ting
vi ved at vi ikke ved, og ting vi ikke ved
at vi ikke ved, er der så ikke også ting vi
ikke ved at vi ved?”

        (Aymo-Boot: 5)

Bogen stiller nemlig både åbenlyse spørgsmål (ting vi ved, at vi ved), umulige spørgsmål (ting vi ved at vi ikke ved), og spørgsmål, der vækker en skjult kulturel viden (ting vi ikke ved, at vi ved).

Man kunne fristes til at kalde værket et katalog over alle verdens former for spørgsmål, men der fremstår ingen logisk orden i mylderet, hvilket kun gør, at de enkelte spørgsmåls element af overraskelse fremhæves desto mere.

Et sted spørges der: ”Er her nogen?” Og læseren svarer prompte ”JA!” for man falder på intet tidspunkt hen i stormen af vekslende spørgsmål. Tværtimod følger man opmærksomt strømmen af absurditeter som ”Ser jeg en lille spatel for mig når jeg hører navnet Peder?”, platheder som ”Er der kage?”, teoretiske overvejelser som ”Hvis modernismen er et forsøg på at fortolke, og postmodernismen ser alt som tomme tegn, er vi så nu i et nyt paradigme, hvor alting betyder noget, men hvor man ikke behøver at forstå det?”, dramatiseringer som ”Er det en skandinavisk mands dybe stemme jeg hører?”, direkte henvendelser som ”Er du sur nu?”, poetiske meta-heder som ”Går betydningen forbi ude i horisonten som en tynd silhuet?” og ”Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?”, ikke egentligt spørgende bemærkninger som ”Nå, går du dér og fløjter?”, filosofiske overvejelser som ”Er det man tror en lille strikkepind man borer ind i verden for at tjekke dens beskaffenhed?”, osv. osv. osv.

Det fantastiske ved Aymo-Boots lille bog er, at vi gøres opmærksom på spørgsmålets helt fundamentale vilkår for vores menneskelige væren i verden. Fra vi lærer at tale, stiller vi spørgsmål om og til verden, til os selv og til hinanden. Vi spørger, fordi spørgsmålene holder en barnlig undren i live, og fordi at spørge sommetider også kan være at svare. Eller som Aymo-Boot formulerer det: ”Er spørgsmålet en luskebuks der peger fingre af svaret?” – eller som bogen slutter: ”Nåede ind i bunden af hulen, og dér sad en lille gnaver på bagpoterne og snusede ind?”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar