mandag den 12. november 2012

Kalejdoskopiske sammenhænge

Anmeldelse: Ursula Andkjær Olsen "Det 3. årtusindes hjerte", Gyldendal 2012.
Anmeldt af Nicoline Thoning.

Foto: Nicoline Thoning

Målet er, at al min smerte er et fantom, intet virkeligt har forårsaget den, det er den eneste realistiske smerteudryddelse, der gives.

Jeg tror på det lunkne i menneskets natur. Nej. Jeg tror på det kolde i menneskets natur.[i]


Således lyder det, i Andkjær Olsens nyeste digtsamling Det 3. årtusindes hjerte, der rummer en alvorstone, som skærer sig gennem marv og ben. Samlingen er opdelt i otte digtsuiter, hvoraf ovenstående er et uddrag fra den tredje suite, kaldet Mit fjerne indre. Her tematiseres hårdheden og kynismen, hvor ”mit fjerne indre” er det sted, hvor det nødvendige medlidenhedsdrab udføres, således at man kan fremstå usårlig og urørlig. Her talesættes, hvorledes frygt ikke er noget man indrømmer, og hvordan det indre er et gemmested, der skal holde de andre ude.

Besværligheden ved samlingen må blive dens kompleksitet, for selvom den er struktureret i de otte digtsuiter, er det langt fra en fornemmelse af orden, man som læser sidder tilbage med. Man bevæger sig derimod rundt i et kaotisk ordunivers, der på trods af uordenen forsøger at pege på forbindelser og sammenhænge. Det er væsentlig for samlingen, at den arbejder i altings forbundenhed, hvilket kan siges allerede antydes i titlen, da hjertet er det organ i menneskekroppen, som indvirker på de andre organer, samt består af et kæmpe elektrisk ledningsvæv. Derved bliver hjertet symbol på både sammenhæng og komplekstiet. Følgelig får samlingen, igen i forlængelse af hjertet i titlen, et organisk præg, idet hjertemetaforen forfølges, som en rød tråd inde i samlingen, hvor alle kar er forbundne[ii]. Således afspejler samlingen gennem sin struktur en forestilling om, at liv både er kaos og orden. Samtidig indeholder samlingen en cirkularitet, fordi gentagelsen bliver et tilbagevendende stilistisk element. Der optræder gentagelser af ord og fraser internt i de enkelte digte, men ligeledes på tværs, hvor man nemt støder på en frase, man læste ti digte forinden. På den ene side kan dette virke irriterende og trættende i læsningen, men samtidig understøttes den universelle sammenhæng, som samlingen mimer.
Det tematiske i samlingen er det, som udgør det kaotiske element, fordi den har så uendeligt mange berøringsflader. Men to af disse, som jeg har bidt særligt mærke i, og som jeg synes fylder meget i samlingen er den gentagende tilbagevenden til naturen og moderskabet. Der bliver slået faste rødder i naturen, hvor børn beskrives som afkom[iii], forældreskab som reproduktion[iv], og ægget i reden bliver en metafor for svangerskab, hvilket bevirker, at mennesket, som væsen, tilskrives en dyriskhed. I tematiseringen af moderskabet italesættes den gravide som et hylster, eller hus, hvori barnet kan få dækket alle sine behov. Men samtidig beskrives den unikke følelse af sammensmeltning, som hersker mellem en moder og hendes barn, samt den underlige følelse af at kende et individ, man endnu ikke har mødt.

Det er en alvorstung stemme, som runger i værket. En stemme, der på en og samme tid, kan forekomme smuk og pervers, idet mennesket sættes i så tæt forbindelse med en dyrisk natur, som det eksempelvis ses i tematiseringen af moderskabet. Det er et værk der er lige så tungt og komplekst, som den alvorstone det indeholder, men som bestemt er besværet værd.        


[i] Olsen, s. 64.
[ii] Olsen, s. 30.
[iii] Olsen, s. 58.
[iv] Olsen, s. 122.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar