mandag den 19. november 2012

Ikke for børn

Anmeldelse: Marie Darrieussecq ”Solange”, Tiderne Skifter, 2012.
Anmeldt af Mette Christensen. 


I Marie Darrieussecqs seneste værk møder vi pigen Solange og følger hendes indre og ydre forvandling – og forvrængning – fra barn til voksen på tætteste hold. I et næsten urimeligt barskt og velskrevet stykke litteratur tages læseren på rejse gennem den sexfikserede teenagepiges tankeverden.

Allerede fra første side fornemmer vi, hvordan Solange står på kanten af helvedsgabet og stirrer ufortrødent og hæmningsløst lige ned i det. Her er hun stadig svøbt i sin uskylds halve uvidenhed, men i takt med at fortællingen skrider frem, brister barndommens illusioner omkring hende som små, ligegyldige sæbebobler. Både hendes forestillinger om sex og kærlighed og hendes generelle perception af omverdenen forandrer sig. Set i den kontekst er det en roman, der arbejder med tabet af uskyld på flere forskellige planer og fra flere forskellige vinkler.

Det er ikke blot Solanges tab af uskyld, der behandles, men også hendes forældres tab af uskyld i Solanges nyåbne øjne. Det er heller ikke blot Solanges tab af seksuel uskyld, der er i fokus, selvom dette er et gennemgående tema, men også tabet af en mere grundlæggende uskyld. Solange forvandler sig fra en lille pige, der er så optaget af seksualitet, så det næsten nærmer dig det absurde, til en overbevisende og frygtindgydende Lolita-figur, der gør sig til herre over sine omgivelser og sætter sig i udnytterens position. 

Efter endt læsning af denne tragedie, som det egentlig er, sidder man tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at skylden, skammen og alvoren først indhenter Solange længe efter, at ordene er rindet ud.

Det er et værk, som man på en og samme tid har lyst til at lægge fra sig med ubehag og samtidig næsten ikke kan slippe. Nysgerrigheden og følelsen af at være frastødt kæmper en indbyrdes kamp. Darrieussecqs forunderlige sprog og eminente fortællerevne, vinder dog magt over én til sidst og selvom handlingen i sidste ende tager puberteten og dens konsekvenser til rædselsfulde ekstremer, så er der også tidspunkter, hvor hun rammer netop puberteten lige på kornet:

”Nu. Nu sker det. Hvis diskoteket ikke brænder, hvis Bihotz ikke pludselig dukker op med en økse, hvis hendes far ikke lander med sit fly midt på dansegulvet, så er det nu det sker, hun skal til at kysse en fyr”

Og der er lige så vel tidspunkter, hvor det eksistentielle, der er så gennemgående, men implicit, til stede i værket, sniger sig helt op til overfladen:

”Det er sjovt, jeg har allerede spist chokoladekagen og den er allerede nede i min mave og jeg kan stadig smage den på min tunge og om lidt rejser vi os fra bordet og det jeg er ved at sige til dig nu, det er ligesom en tynd grænse mellem fortid og fremtid. Og det er det man kalder nuet, har du tænkt på det?

Endelig er det også et værk der, hvad enten det er hensigten eller ej, skildrer hvordan teenagekulten og den udbredte seksualisering af det pubertære barn, kan lede til barnets overdrevne seksualisering af sig selv og sine omgivelser. Den søde lille Solange ender med at møde sin omverden, den smerte hun selv har forvoldt og ikke mindst kærligheden med en nådesløs og næsten umenneskelig selvoptagethed og ligegyldighed. Det eneste, der bekymrer hende, er, hvilke konsekvenser hendes handlinger får for hende selv. I denne egoisme-rus, eller pubertære døs, overser hun, at hun ikke er verdens centrum, og at hendes handlinger har vidtrækkende konsekvenser, som hun ikke er i stand til at forstå omfanget af.

Solange ender med at befinde sig ved en skillevej. Skal hun vælge den virile, kyniske og hårdhændende elsker, der nægter at binde sig til én kvinde, og som ville holde hende hen i det uvisse i al evighed, hvis han kunne, eller skal hun vælge den bløde, beskyttende og nærmest tjeneragtige mand, der elsker hende (og kun hende) uforbeholdent.

Når alt kommer til alt, har hun så stadig det valg, når romanen slutter? Og hvad mon der sker, når alvoren går op for den stakkels Solange. Det kan man kun tænke sig til – og det er lige netop sådan et værk, der bliver hængende i baghovedet og simrer videre længe efter endt læsning.

Stærk, stemningsmættet, rasende velskrevet og ualmindelig barsk læsning fra én af fransk litteraturs nye store stemmer. Det er ikke sidste gang, jeg læser noget fra Marie Darrieussecqs interessante pen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar