mandag den 19. november 2012

Fra et æstetisk udtryk til et andet

Anmeldelse af filmen "On the Road" - instrueret af Walter Salles. 
Anmeldt af Nicoline Thoning. 


At lave en adaptation af et mesterværk som Jack Kerouacs storslåede roman On the Road (1957), vil jeg altid beskrive som farligt og halssprækkende, idet det er så uendelig svært at lave et kunstværk baseret på et andet.
Selvom man bør se bogen og filmen som to separate kunstværker, hvor filmen blot er en fortolkningsmulighed af det litterære værk, forekommer det mig alligevel svært ikke at sammenligne disse.

De uundgåelige tab

Den første problemstilling omkring den her adaptation må være, at romanens særegne stil, der er så beskrivelsesmættet, med et væld af pulserende tankestrømme, hvorved romanens hastige tempo og associerende karakter skabes, umuligt kan flyttes fra det litterære medie, idet meget ville gå tabt. Det er netop det, der er tilfældet. Selvom filmen næsten er tre timer lang, er den historie romanen skildrer skåret helt ind til benet. Mange centrale karakterer fra romanen optræder slet ikke i filmen, ligesom nogle af de vigtige relationer forekommer svagt skildret, hvilket gør, at filmen, i disse tilfælde, på ingen måde formår at indfange den dybde og inderlighed beskrivelserne i romanen rummer.

Et slående eksempel på dette er kærlighedsforholdet mellem Sal og Terry. I romanen kommer denne relation til at stå som skelsættende og betydningsfuld for Sals rejse på vejene, idet den eksplosive erotik, som brænder mellem dem, skaber en Sal, der er lidt mere beat end tidligere. Følgelig er det denne pige og hendes søn, som får Sal til at glemme Dean for en stund, og de lever sammen som en lille familie, hvor båndene er tætte. I filmen derimod bliver forholdet fragmentarisk, man ser det hårde slidt på bomuldsmarkerne, som er en nødvendighed for deres eksistens, men den stormfulde forelskelse og samhørighed rammes ingenlunde. Forholdet kommer således til at klinge lidt hult i filmen, og jeg tvivler på, at den som ikke har læst bogen ville tillægge det anden betydning end endnu en udflugt i begærets eventyrland. Men når denne kritik så er givet, må man ligeledes sige, at, med det enorme persongalleri romanen rummer, ville det være utopi at tro, at sådanne fravalg kunne undgås.            

Smuk skildring af søgende sjæle

Det er en utrolig smuk film, der på trods af nødvendigheden af fravalg, mange steder rammer de essentielle elementer fra romanen rigtig godt. De tre hovedkarakterer Sal, Dean og Marylou, spillet af Sam Riley, Garrett Hedlund og Kristen Stewart, forekom-mer særdeles troværdige. Lige netop her ses det, hvorledes man har at gøre med ønsket om en ’tæt’ adaptation, der søger at flytte disse karakterer fra et æstetisk udtryk til et andet. Med succes. Man mærker fra første sekund den karismatiske tiltrækningskraft, der omslutter Dean, og hvorledes al handling startes ved hans tilstedeværelse. Ligeledes ses det, hvordan Marylou og Sal lever stærkere, når de er omkring Dean og hvordan deres næsten abnorme afhængighed får dem til at følge ham ved selv det mindste vink. Det bliver således ved skildringen af relationerne mellem disse tre, at filmen for alvor rammer essensen fra bogen: Den rodløse søgen efter identitet, den eksperimenterende omgang med rusmidler og seksualitet, og den voldsomme vildskab, der fylder deres livshungerende hjerter. Filmen skildrer sine karakterer med samme frigjorthed som ro-manen, hvorved intet overlades til fantasien i de utallige sex-scener og fester, hvor oplevelsen af beruselse næsten træder ud af lærredet, idet billedernes vildskab står uberørt sammen med musikken.

Fastholdelsen af en forfatters stemme

Ydermere indeholder filmen en meget fremtrædende voice-over, der tilfører filmen noget af den litterære kvalitet fra romanen, idet den kommer til at fungerer som den alvidende fortællerstemme romanen indeholder, hvorved det bliver muligt at flytte replikker fra en fortæller til en anden. Dette fungerer godt og er medvirkende til at fange et flig af alle de tankestrømme romanen indeholder. Dertil får denne voice-over ligeledes en vig-tig effekt i forhold til alle de stille stemningsbilleder fra rejsen på vejene, hvor den simple klipning og den amerikanske natur folder sig ud under fortællerens strømmende tanker, der er lige så hastige som farten på den blikdåse af en bil, Sal, Dean og Marylou flyver tværs over kontinentet i.

Man må sige, at filmen ved at efterstræbe en tæt adaptation med romanen forsøger det umulige, hvorved man som tilhænger af romanen altid ved sidde med en følelse af, at noget går tabt. Men ikke desto mindre føler man sig ikke skuffet, idet filmen så fint rammer essensen og sjælen af det litterære værk langt hen af vejen. Så hvis man adskiller de to værker, uden at skulle vurdere dem i forhold til hinanden, idet de har vidt forskellige forudsætninger, sidder man med en film, som er meget vellykket i sit udtryk.                                                        

Ingen kommentarer:

Send en kommentar