mandag den 19. november 2012

Aleksandar Hemon - En fortælling i sig selv

”You don’t drink coffee with everyone. It’s practicly sex”


Reportage fra workshop på litteraturstudiet tirsdag d.6/11 2012.
Skrevet af Mie Møller Nielsen. 


I et lille lokale samles de morgenfriske tilmeldte til dagens workshop med den bosnisk-amerikanske forfatter Aleksandar Hemon. Dagens tema er erindring, og hvordan det afspejles i ikke bare hans værker, men også i hans egen forestilling om, hvad erindring er. Indledningsvist bliver hans bog Nowhere Man nævnt, men ellers står dagens workshop i hans anden bog, Lazarus-projektets, tegn.

Identitet

Noget af det første Hemon fortæller om, i forbindelse med sine bøger, dobbeltmigrationsfiguren. I den kontekst nævner han, at hele ”shapeshifter”-karakteren altid har fascineret ham meget: Som migrant, og som ”shapeshifter”, kan man blive til hvem som helst, og han ser, i denne figur, den amerikanske mentalitet komme særligt til udtryk. Han kommer ind på, at uanset hvilken skikkelse du antager, vil du altid bevare dig selv nedenunder - og at det essentielle er, at finde frem til sin egen indre identitet. For det er den, der er bestandig, ikke kroppen.

Som hos mange forfattere tager den ene association den næste;

”what is the question?” ”What was the question again?”

– når Hemon fortæller og svarer på spørgsmål, roder han sig ud i personlige oplevelser, historier og anekdoter. Han kommer gerne med bidrag fra sit eget liv som eksempel på en pointe, ”A lot of my works are done by babbling,” siger han og griner. Det er tydeligt, at denne mand er et eftertænksomt, belæst og berejst individ, og måden hvorpå han kobler sine minder og historier sammen med sine pointer, gør at man ikke kan lade være med at tænke: Er han mon ikke lidt af en storyteller?

Mindet og kroppen

En anden vigtig ting, som Hemon forsøger at skrive frem i sine værker, er kroppens tilknytning til erindringen. Mindet om en begivenhed står som udgangspunkt stærkere, hvis kroppen har været indblandet. Her nævner han bl.a. Holocaust, og hvordan synet af kroppene hos fangerne påvirker os ekstra stærkt, og at, når vi tænker på Holocaust og kz-lejre, er det ofte synet af kroppene der dukker op i vores erindring. Hvad har de følt? Kroppen forsvinder igennem tiden. Tilbage er kun mindet om kroppen, og dette minde bliver fysisk igennem litteraturen.

Hemon er, når han fortæller og gestikulerer, meget personligt til stede. Snakker han om et voldeligt minde, et ubehageligt emne eller et meget personligt anliggende, flakker øjnene et par gange, som foregår der et indre slideshow af billeder på nethinden. Som tilskuer og observatør til dette, bliver hans fortælling desto mere troværdig og virkelig for en.

Det er desuden ikke kun hans fortællemåde, der er med til at skabe indre visuelle projektioner af hans fortælling. Når han fortæller, er både hans arme og hænder rekvisitter for historiens indhold – meget levende, meget illustrerende - men også distraherende for ham selv. Når han i sin fortælling bruger hele kroppen som en del af sin erindring, bliver han grebet af mindet og taber for et øjeblik nutiden – og dermed også, hvad det nu egentlig var for et spørgsmål eller påstand, han var i gang med at svare på.

Vold og litteratur

I et af oplæggende nævnes en observation af sammenhængen mellem de fiktive personer og deres forhold til vold i bøgerne. Hemon fortæller om skellet mellem en ”rigtig” forfatter, og en falsk forfatter. Det der ofte er kendetegnende for ”de rigtige forfattere”, er, at de har oplevet et traume i relation til vold eller misbrug. Denne oplevelse er med til i fortællingen at give dem et ethos i deres beskrivelse af vold, idet deres forfatterskabs fiktion er knyttet til en erfaret viden. Til denne observation siger Hemon; ”its the american faith: Violence as the main way of agency.” Volden er, efter Hemons overbevisning, knyttet til en frustration over ikke at vide, hvad man ellers kan gøre. Volden er dermed en måde at forstå verden på, og kan tit fungere som en desperat løsning på et problem.

Og hvad er så modpolen til denne vold?

Hemon tænker lidt over det – ”the imagination”, lyder svaret. Men før at man kan skabe en forestilling som reaktion, behøves volden som aktion.

Grænsefiguren

Hemon valgte Lazarus som sin inspirationsfigur ud fra et ateistisk synspunkt. ”We know what happend to the big guy,” siger han, men hvad blev der af Lazarus efter hans genopståen? Som udgangspunkt i sine bøger, vælger han ikke personer til og fra alt efter deres vigtighed, men efter historiens plotmæssige struktur. Ingen rangerer højere eller lavere i persongalleriet, for de har alle en lige stor rolle at spille i forhold til historiens progression og indhold. Også Lazarus. Til dette knyttes også hans eget forhold til det at være i balance med, ikke kun historiens indhold, men også indholdet i sit eget liv. Hemon står som en person mellem to kulturer – og et spørgsmål fra lokalet lyder, om han føler sig fremmedgjort? Til dette svarer han, at han i egenskab af sin splittede position som bosnisk amerikaner, har evnen til at kunne se ting fra forskellige perspektiver. ”A lot of people have told me; You can’t be both! You have to choose!” Hemon er dog nået til en anden konklusion: Han kan godt være begge dele! Og i den sammenhæng afslutter han smågrinende; ”in this case, skitzofrenia is a beautiful thing.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar