mandag den 15. oktober 2012

Spændende illustreret digtsamling

Anmeldelse af Lone Hørslev: "La’os, Digte", C&K Forlag, 2012. 
Anmeldt af Anne Skov Thomsen. 

Coverbillede

Produktive Lone Hørslev har netop udgivet sin femte digtsamling siden debuten TAK i 2001. Derudover er det blevet til både tre romaner og tre cd-udgivelser, og Hørslev er således i løbet af godt et årti blevet en ganske etableret stemme i ny dansk litteratur.

La’os hedder den nye digtsamling. En titel, der allerede på omslaget, i selskab med en tegning af Hørslev selv, slår en velkendt hørslevsk-humoristisk hverdagslig tone an. Digtsamlingen falder i syv dele og indeholder desuden en elleve sider lang tegneserie af tegneren Rikke Bakman.

Fraserne flyder, og man mærker tydeligt Hørslevs kærlighed til sprogets musikalske og rytmiske dimensioner. Småfilosoferende overvejelser om bl.a. ”den perfekte uorden” krydres med selvironiske bemærkninger som:

”Hold drømmene lige i munden, Lone. / Og spis dit rugbrød.”

Stemmen tilhører den lidt kiksede og kedelige kvinde/morfigur, der gerne vil både eventyret og den trygge hverdag, i et univers, der samtidig bobler over af referencer til ting, hun drager ind fra alle ender af verden omkring sig: 

”Mine negle er sorte, ser jeg nu. Hvor lakken er væk
og mine nøgne negle blotter
det snavs
jeg har raget til mig derude i verden.”
(Hørslev: 17)

Og alt dette mestrer Hørslev. De underfundige fakta om 14 millioner år gammelt vand under isboringerne på Antarktis, spirende jordbærplanter fra Marie Grubbes tid i risten, hvor arkæologerne har banket deres sko af, livets molekylært set usandsynlige strukturelle orden; alle inddrages de i en virkningsfuld gensidig spejling med hverdagslige situationer.

Rikke Bakmans tegneserie skildrer, i forlængelse af hverdagsligheden, Hørslev, der hænger boghylder op fra
en trappestige, får et waterpas i hovedet og dulmer sin læbe med et køleelement på sofaen. Tegningerne er et spændende og velfungerende æstetisk indslag, og de indfanger virkelig fint den tone, der præger digtene.

Men digtsamlingens samtidige verdensvendthed omfatter også politiske emner som finanskrise, global opvarmning, ungdomsarbejdsløshed osv., og således imødekommer Hørslev visse opfordringer til en samfundsengageret litteratur. Jeg er dog desværre ikke helt overbevist om, hvorvidt det fungerer i La’os, hvor emnerne enkeltvis personificeres i seksuelle akter: ”Ungdomsarbejdsløsheden læner sig tungt ind over dig og kysser dig på halsen og hvisker at gu’ fanden skal I kneppe.” (33).

Faktisk bliver det lidt kedeligt og monotont. Det samme gælder delen Venner, der er en skildring af en række mistrøstige menneskeskæbner. Den sproglige lethed og ironi, der ellers kendetegner digtsamlingen, skiftes ud med bloktekst og dystre sætninger ala ”Hvem arrangerer hans stævnemøde med magtesløsheden og døden.” Og med udtryk som: ”[…] der er ingen forløsning i gråden. Hun forsøger at onanere, men hun skammer sig over sin lyst. Hendes tanker er forbudte og beskidte.” grænser digtene faretruende til det patetiske og klichefyldte på en måde, der slet ikke matcher Hørslevs øvrige legende og humoristiske sprogøre.

Allermest træder afsnittet ved siden af, fordi det ligesom ikke passer ind. Der jo ingen verdens ting i vejen med at skrive dystert og følelsesladet, men i sammenhæng med Hørslevs øvrige let ironiske stil bliver effekten utilsigtet nærmest parodisk.

Det er derfor et lidt skuffende helhedsindtryk, jeg ender med, af en ellers veloplagt og spændende digtsamling. Øv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar