mandag den 1. oktober 2012

Nordens muse

Anmeldelse af Bille August-filmen "Marie Krøyer". Premiere: September 2012.
Anmeldt af Mette Christensen

Titelplakat. Kilde: Scope.dk

Bille Augusts nye, stort opsatte danske film Marie Krøyer har netop haft premiere. Birgitte Hjort Sørensens smukke ansigt kigger stolt ud på os fra titelplakaten og fra lærredet, men det er og bliver hendes ansigt. Bille August forsøger, i det smukke skagenske lys, som er så intenst tilstedeværende i filmen, at indfange essensen af mennesket Marie Krøyer, men filmen bærer tydeligt præg af, at det er (endnu) en mand, der betragter hende.


Vi ser Marie Krøyer gennem P.S. Krøyer, gennem den svenske komponist Hugo Alfven og gennem Bille August, men vi kommer aldrig ind under huden på hende. Vi forstår, at hun var – og tydeligvis stadig er – store nordiske mænds muse, men hun forbliver hemmelighedsfuld og privat.

Vi får hendes gribende og tragiske kærlighedshistorie leveret: Den vanvittige Krøyer og den passionerede og ambitiøse Hugo Alfven, to store mænd, der er lige ved at rive hende itu. Det dramatiske følelsesmæssige dilemma, som Marie Krøyer må imødegå som kvinde og som mor, overskygges dog delvist af mændenes kunstnerdilemmaer, som Bille August måske føler sig bedre hjemme i.

Bille August falder i fælden og skildrer P.S. Krøyers interessante balancegang på grænsen mellem genialitet og galskab grundigere end Marie Krøyers følelser. Selv her står hun i skyggen af sin berømte mand og af den kunst, som hun var inspirationskilde for: Vi står tilbage med endnu et maleri af Marie Krøyer, Europas smukkeste kvinde, men det er stadig blot et maleri og det forbliver, i denne omgang, overfladisk.

Filmen rummer nogle utroligt smukke og maleriske scener, og man føler virkelig, at det Skagen, vi ser i P.S. Krøyers malerier, kommer til live på filmens lærred, men det er og bliver Krøyers Skagen og ikke Maries, vi ser.

Det er hans lys, hans billeder, hans galskab og hans afsavn. Filmen starter og slutter med Krøyers død. Den nordiske melankoli skildres helt eminent, men filmen formår ikke at gøre Marie Krøyer uafhængig af sin mand og hans berømmelse, gøre hende til en kvinde, der er interessant udover skønheden og muse-egenskaberne, snarere tværtimod.

Til gengæld lader filmen os forstå Marie Krøyers historie. Jeg har aldrig før vidst eller forstået hvorfor Marie Krøyer måtte forlade mand og barn i Skagen, men Bille Augusts bud virker på en måde meget rammende:

Fordi hun var et menneske.

Hun var et menneske og ikke kun et maleri. Hun havde behov for kærlighed - og for frihed til at udfolde sin egen kunst - men tilværelsen i skyggen af P.S. Krøyer var ulidelig. Det er en vigtig og interessant pointe, og derfor er det også synd, at den ikke træder tydeligere frem i hele filmen, trods det blot viser, at Marie Krøyer-effekten endnu ikke har forladt landet. Også Bille August er forblændet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar