mandag den 22. oktober 2012

Kunstnerens Istanbul

Litterær artikel af Julie Luna Bayer. 

Det, der gør stedet smukt, er trods alt ikke det, der var arkitektens hensigt, men ruinerne af det.

I sin Istanbul – erindringer og byen fra 2003 fortæller nobelprisvinder Orhan Pamuk om, hvorfor Istanbul ikke længere er et mystisk, haremsk Konstantinobel, og hvorfor byens skønhed bl.a. er at finde i dens ruiner.  


Skal man forstå det med ruinerne, hjælper det at kaste et blik på Istanbuls lange historie. Først 1923 bliver Tyrkiet officielt en repuplik. Men på det tidspunkt har Istanbul allerede været områdets, og Tyrkiets, knudepunkt i mange århundreder. Før tyrkerne hed den Byzans og siden Konstantinobel, under romerne. Denne by, som lå gunstigt mellem to have, mellem Europa og Asien, har været hittitisk, thrakisk, græsk, persisk og romersk og mere endnu, indtil tyrkerne, oprindeligt et nomadefolk fra vestasien, erobrede Konstantinobel og uddrev de kristne i 1453 og gjorde det muslimske, såkaldt Osmanniske rige, til det tidlige Tyrkiet. Et land som altid har været stridspunkt for hvorvidt det skulle være vestligt eller østligt.

Tyrkiskfødte Pamuk ( f. 1952) har boet i Istanbul det meste af sit liv, og hans forfatterskab er gennemsyret af landets historie og denne medfølgende splittelse mellem øst og vest. Et godt kunstnerisk udgangspunkt, som har ført til en række værker, som til trods for at de næsten altid foregår i Tyrkiet, altid rummer forskellige elementer af kontrast. Ofte metaforisk udtrykt som protagonistens manglende evne til at finde ’sin anden’, eller med andre ord, at finde fred med det faktum, at man som menneske aldrig rigtig kan blive ’hel’.
I ’Istanbul – erindringer og byen’ er perspektivet derimod selvbiografisk. Pamuk er nu helten i sin egen fortælling. En der både handler om kollektiv ånd i hans barndoms, ungdoms og nutidige Istanbul, men endnu mere om ham selv som kunstner. Det er en indsigt i hvordan han fandt sin stemme som forfatter. En vej der gik igennem både arkitektstudier og et ønske om at være maler, før det går op for Pamuk, at det at male byen kan han ikke, for når han maler efterligner man altid blot. Ud af sorgen over dette faktum, vokser ideen om at blive forfatter, en der maler med ord.

’Istanbul, erindringer og byen’, er som navnet siger, både en erindrings og en by-bog. Pamuk rækker tilbage til sin barndoms Istanbul, i 50’erne og 60’erne, en tid hvor den sidste rest af noget osmannisk er ved at sive ud af byen, og dermed det sidste af noget muligt storslået. Alligevel elsker Pamuk sin by. Med en ironisk smuk hæslighedsæstetik, beskriver han gader og bygninger i Istanbul, akkompagneret af ofte barske fotografier, Istanbul i sne og slud, sørgelige fattigkvartere, hensmuldrende ruiner. Undervejs får vi også en lektie i Istanbuls litteraturhistorie, både tyrkisk og vestlig, for byen var bl.a. stærkt besøgt af franske modernister i midten af 1800-tallet. Pamuk har stor begejstring for forfattere som Théophile Gautier og Gérard de Nerval, som han mener yndede at beskrive byen endog bedre end dens indfødte forfattere. 

Pamuk tror nemlig på the strange gaze. At man må være en fremmed for virkelig at kunne se byen. Netop derfor har han også hele sit liv stræbet efter noget vestligt. En almen bevægelse for også mange andre tyrkere, som ønsker at være en del af Europa, efter over 700 års omtumlet riget-i-midten tilstand. Hele sit liv har han læst vestlige forfattere og er i sandhed en hybrid. Som han udtrykker det, på vegne af hele Istanbul: De vestlige forfattere har givet os evnen til at se vores by som eksotisk.

Netop derfor er der ikke meget ’Tusind og en nat’ over Pamuks Istanbul. Søger man dét Istanbul kan man læse H.C Andersen, Carsten Niebuhr eller Adam Oehlenschläger, for blot at nævne nogle danske. Altså netop gennem de vestlige forfattere, der skrev om Istanbul som om det var tusind og en nat, fordi det var så meget mere eksotisk, set med vestlige øjne. Det er netop gennem deres filtrering, at vi primært har set østen. Har man for eksempel læst ’Tusind og en nat’, så har man læst en oversættelse, sandsynligvis baseret på endnu en oversættelse, givetvis den mest berømte, af Antoine Galland, fra 1700-tallet.

Ikke fordi der ikke har eksisteret haremmer, smukke og farverige, ornamenterede bygninger, og hævngerrige sultaner, men fordi tyrkernes egne beskrivelser af disse til dels er få, ifølge Pamuk, og dels fordi det har taget rigtig mange år for tyrkisk litteratur at komme ud over grænserne. Hvis man da i al fald ikke kan læse tyrkisk. Endelig stammer ’Tusind og en nat’ historierne fra helt andre tider. Faktisk tider hvor Tyrkiet endnu ikke var et land, men en del af den store komplekse Orient, for atter at sige det med vestlige termer.

Selvom fortiden altid er indlejret på forskellig vis i Pamuks romaner, og også denne, så rummer de også en erkendelse af, og en sørgmodighed over, at fortidens Istanbul aldrig mere kommer igen. Ikke kun den der ligger flere hundrede år tilbage, såmen også bare den der ligger nogle få årtier tilbage. Tiden glider hele tiden ubarmhjertigt afsted, som floden Bosporus der går igennem byen. Langsomt, men sikkert.
Bogen er både en beskrivelse af hvordan en kunstner som ung finder ud af, at han skal være forfatter. Men det er også beskrivelsen af en 50-og-noget årig mand, som i sin nutid prøver at finde måder at beskrive den evige melankoli, som i hans øjne ligger over Istanbul som en tåge. En tåge som han selv, på godt og ondt, ikke kan slippe ud af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar