mandag den 8. oktober 2012

Bob Dylan: Tempest, Biblen og endetid

Artikel om bibelske og apokalyptiske referencer på Bob Dylans seneste album "Tempest". 
Skrevet af gæsteskribent Thomas Juel. 


Bob Dylan har altid været inspireret af religion i almindelighed og biblen i særdeleshed. Det fortsætter på hans nye album Tempest, som udkom den 11.09.12. I løbet af albummets 10 numre væltes et væld af referencer til passager, personer og temaer fra Biblen sammen i Dylans sædvanlige tvetydige lyrik.

Et af de mest grundlæggende træk i Dylans karriere er de religiøse billeder og referencer, som han bruger i sin lyrik. På hans nye album Tempest tager han endnu engang Biblen frem for at skildre mennesket, og de problemer vi, ifølge Dylan, står overfor i dag.

For selvom mange fastlægger hans ”kristne periode” fra 1979 til 81 har inspirationen fra Biblen altid været udtalt i hans sange, og således også på hans 35. studiealbum. Her er det ikke den harmdirrende unge protestsanger, der på ”With God on our side” beskylder Gud for at stå bag krige og selve mordet på Jesus Kristus. Ej heller er det den genfødte kristne der, sikker på frelsen, fordømmer alt fra ikke-troende til arabiske sheiks.

I stedet er det en gammel og prøvet stemme, som efterhånden har erkendt, at han ikke er værdig til Gud, og efterhånden er alvorligt i tvivl, om det ikke også er lige meget.

Ørkenvandringen

Nummeret ”Narrow way”s åbningslinje: ”I'm gonna walk across the desert, 'til I'm in my right mind. / I won't even think about, what I left behind”, sætter temaet for det ørkenepos som Dylan over de næste 7 minutter begiver sig ud på.

Ved at henlægge sceneriet til ørkenen kommer man uvilkårligt til at tænke på Moses, som igennem 2. Mosebog leder den jødiske udvandring igennem Sinejs ørken. I Det gamle Testamente fungerer ørkenen som en nødvendig mediator for store omvæltninger for det jødiske folk. Når det jødiske samfund bliver radikalt ændret, spiller ørkenen næsten altid en afgørende rolle.

På samme måde som det jødiske folk rejste fra Egypten mod Israel er vores samfund, ifølge Dylan, midt i ørkenen. Jøderne kunne ikke bringe meget med fra deres gamle liv, og lige så beretter Dylan, at den eneste vej er frem, og fortiden må glemmes. For os er der dog ikke nødvendigvis noget forjættet land for enden af rejsen.

For Dylan prøver ikke på at ae os med hårene, mens han tørt kvækkende proklamerer

Ever since the British, burned the White House down / There's a bleeding wound, in the heart of town”.

Det Hvide Hus står i flammer, kolonimagten er tilbage, og vi befinder os i ørkenens prøvelser. Men Dylan giver intet løfte om det Forjættede Land. Moses skulle aldrig se Israel, men tilbragte resten af sit liv i ørkenen, og på samme måde  kommer hverken vi eller Dylan selv frem:

”This is hard country, to stay alive in
Blades are everywhere, and they're breaking my skin
I'm armed to the hilt, and I'm struggling hard
You won't get out, of here unscarred.
It's a long road, it's a long and narrow way
If I can’t work up to you, you'll surely have to work down to me someday”(Narrow way)


For livet og verden går af en snæver vej, og det eneste vi kan håbe på er at, hvis vi ikke kan arbejde os op, så må himlen arbejde sig ned til os – someday. For det er ikke et løfte om frelse eller en nærforventning om udfrielse. Det er en resigneret erkendelse af, at vi er fanget på bunden af brønden, med det svage håb om hjælp fra oven som eneste selskab.

Dylan som genopstået Moses

Dylan formår som få at sætte sig selv i scene, og har helt fra sine unge år vævet sine egne ord omkring kendte skikkelser som Abraham Lincoln, Fidel Castro og Billy the Kid. På Tempest formår han at flette sin egen skikkelse ind i en af Biblens mest kendte karakterer; Moses. Således vrider han et af sine mest genkendelige attributter, de mørke solbriller, ind i Moses skikkelsen. Dylan synger således på den opgivende ekskærlighedssang ”Long and wasted years”

”I wear dark glasses to cover my eyes / there are secrets in 'em that I can't disguise”.

Moses måtte også skjule sit ansigt efter at have hørt Jahves bud på Sinajs bjerg for som der står i 2.Mosebog (kapitel 34 vers 35):

”For hver gang israelitterne så Moses' ansigt, så de, at det strålede fra hans ansigt; Moses tog da sløret for sit ansigt”.

Grunden til at israelitterne ikke kunne se på Moses' ansigt var, at han strålede med Jahves kraft, en hemmelig kraft, som er farlig for almindelige dødelige at komme i kontakt med. På samme måde erkender Dylan, at hans hemmeligheder kan være vanskelige for ham at holde for sig selv, og at de langt fra altid bringer glæde hos dem de betros til.

Lammets blod

Forfaldet forsætter på nummeret ”Pay in blood”, men her er det ikke en resigneret eller sammenbrudt mand, der prøver at holde fast i troen, men en vred og hvæsende Dylan, der tegner et billede af en dystopisk og kaotisk verden. Ingen er retfærdige, og Gud bliver anklaget for at have svigtet ham og hans tro:

”I've been through Hell, What good did it do? / You bastard! I'm supposed to respect you!”
Igennem den harmdirrende sang slutter Dylan hvert vers med det ironiske postulat om, at verden skulle være frelst af Jesu offer, for det har, ifølge Dylan, ikke ført til andet end ansvarsforflygtigelse og hykleri. ”I pay in blod, but not my own” gentager han og minder os om at vi betaler for vores synder med blod, men at blodet ikke er vores eget. Betalingen er ikke dybfølt, men automatisk og overfladisk.

Men anklagen mod Gud er ikke en falden troendes opgør med sin tidligere tro. Det er en mand der, i erkendelse af verdens forlis, vredt prøver at råbe sin guddom op. For Dylan ser verden som et synkende skib, men han ser ikke en klar kurs mod havn.

Tempest

Netop den synkende skude er temaet for albummets længste nummer, ”Tempest”, hvor Dylans fascination og inspirationen fra Det Gamle Testamente endnu engang toner frem.

Oversvømmelser, drukning og vandmassernes kommen er billeder, som Dylan har brugt igennem hele sin karriere. Han er inspireret af Det Gamle Testamente, hvor det er tydeligt, at Jahve bliver set som en Gud, hvis fremmeste gave er vandet. Jahve kan få jorden til at spire, men samme Gud kan også drukne verden og rense den for synden som det sker med syndfloden i 1.Mosebog.

Denne undergang ved vandmasser går igen helt fra Dylans tidligste værker. Således synges der fx på gennembrudsalbummet ”The Freewheelin'” at ”a hard rain's gonna fall” på ”Times they are a changin'” opfordrer han alle til at begynde at svømme, hvis de vil redde livet, og i det nye årtusind synger Dylan også om at ”The levees gonna break” på ”Modern Times” fra 2006.

På Tempest er det ikke blot henvisninger i sange, men selve albummets titelnummer hvor Dylan over næsten 14 minuter beretter om Titanics forlis. Det dødsdømte skib bliver et symbol på verdens sidste timer . En verden, hvor udkigsmanden sover, imens han drømmer

”That Titanic was sinkin' / into the underworld”.

Vandet slår op om skibet, og som i den bibelske endetid opløses al moral og sammenhængskraft. Med reference til Esajas bogs forudsigelse om Guds undertvingelse af Egypten synger Dylan vemodigt at

”brother rose up against brother / in any circumstance / they fought and slaughtered each other”.
For som Egypten skal samfundet ødelægges og synke ned i dybet: 

”He saw the water gettin' deeper / saw the changin' of his world”. 
Det er dette apokalyptiske budskab om samfundet opbrud, den maskerede rockprofet Bob Dylan bringer ned til os på albummet Tempest. Ikke et fingerpræg om hvor vi skal gå hen, ikke et løfte om udfrielse, men en mørk åbenbaring om at verden har kurs mod isbjerget, og at vi alle, gode som onde, bliver trukket ned i det iskolde hav.

Thomas Juhl
Stud.Mag. Religionsvidenskab og Historie
Aarhus Universitet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar