mandag den 8. oktober 2012

At fortælle jødiske livshistorier uden indlevelse

Anmeldelse: Tine Bach: ”Nu bor vi her” Forlaget Tiderne Skifter, 2012.
Anmeldt at Mette Christensen



Tine Bach gør, i sit værk Nu bor vi her, et vigtigt og rigtigt stykke arbejde. Hun tager ud og interviewer tolv ældre jødiske kvinder, der er bosat i Danmark og får dem til at fortælle deres vigtige livshistorier. Mange af dem er så højt oppe i alderen, at de kan huske 2. verdenskrig og flugten fra den. Nogen har været i Auschwitz, og de fleste er ikke født i Danmark, men er havnet her af skæbnens veje.

Det er blandt andet dét, Tine Bach vil undersøge: Jødernes særlige evne til at tilpasse sig, det jødiske miljø i Danmark og hvordan det, i de fleste jødiske familier, er almindeligt at bedsteforældre, forældre og børn er født i tre forskellige lande – hvis ikke flere – og bor i et fjerde. Det er det pudsige faktum, at jøderne er et internationalt folk, der har flygtet og giftet sig udover hele verden, som tricker Tine Bach – og det forstår jeg godt.

De historier, der fortælles i værket, er dybt, dybt relevante – også i dag – og derfor er det ærgerligt, at det er en tilsyneladende firkantet og upoetisk akademiker, der har bestemt sig for at fortælle dem.

Tine Bach mestrer ærlig talt ikke fortællingsgengivelsens og reportagens underliggende poesi. Hun ved tilsyneladende ikke, hvordan hun skaber en stemningsmættet kontekst omkring den fortælling og situation hun gengiver, og ender derfor tit i ekstremt malplacerede observationer som denne:

”… Og fjernsynet er nyt. Et kæmpe fladskærms-tv, som hun endnu ikke helt har lært at betjene. Hun tænder for det, så jeg kan se, hvor skarpt og flot billedet er, og lyden fejler skam heller ikke noget…”

Eller denne:

”… Det går op for mig, at jeg har arrangeret et interview lige præcis på det tidspunkt, hvor Danmark skal spille fodboldkamp mod Holland i Sydafrika. Marianne slukker fjernsynet og Eigil lusker ud af stuen…”
 

Samtidig er det alt for tydeligt i værket, at samtlige 12 kvinder er interviewet efter samme spørgeskema. Hun starter med at opridse deres familieforhold og deres forhold til jødedommen efter samme nøgterne mønster i hvert eneste interview og har stillet alle de ældre, jødiske kvinder stort set samme spørgsmål. De væsentlige, og potentielt hjertegribende, historier kommer til at fremstå stive, opremsende og akademisk distancerede:

”I 1944 bliver Olly deporteret til Auschwitz sammen med sin familie. Efter et år i denne udryddelseslejr bliver hun sammen med ca. 52 000 fanger sendt på dødsmarch til koncentrationslejren Bergen-Belsen…”
 

Tine Bach mangler, efter min mening, en poetisk indføling og medleven i det, hun gengiver i sit værk, for at det kan blive relevant som andet end en akademisk afhandling og et resultat af en kvalitativ undersøgelse. For det er, desværre, det det kommer til at fremstå som, og det er, i min optik, ikke at yde de kvinder, der medvirker i værket, den respekt og indlevelse de og deres historier fortjener.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar