mandag den 17. september 2012

VMO: Erlend Loe og Jens Blendstrup - En akavet blanding af lækre ingredienser

Reportage fra samtalen mellem Erlend Loe og Jens Blendstrup til Vild med Ord den 9. september 2012. 
Skrevet af Ditte Obeling. 


Vi har set den ene danse grøntsag med John i en ren euforiserende galskab. Vi har læst den andens bog om en mand, der i sin midtvejskrise flytter ud i en norsk skov, hvor han bor sammen med en elg, han kalder Bongo efter sin far. Vi har leet så tårerne trillede og ladet tårerne trille så det næsten var til at grine ad. Alvoren og humoren flyder sammen, når man møder dem, og nu sker det endelig, denne søndag eftermiddag: 


Den norske komet Erlend Loe – forfatter af bl.a. kortromanen Doppler – og den århusianske komet Jens Blendstrup, der bl.a. har skrevet Gud taler ud – har sat kursen mod hinanden og står til at kollidere foran os alle i en gigantisk eksplosion af latter og tårer. Det er tragikomikkens mødested, og det tegner til at blive godt. Erlend Loe er absolut favorit på min bogreol, og jeg har store forventninger, nu hvor han endelig kommer til Danmark, og jeg regner med, at han og Blendstrup vil have nok at tale om hvad angår humorens lyse og mere dystre sider.

Der sidder de så, de to store skandinaviske humorister, med forlagsredaktøren imellem.

Teatertruppen TeaterMinisteriet har i dagens anledning netop genopført deres fortolkning af Erlend Loes Doppler, så samtalen begynder med emnet genre og medier. De to forfattere kortlægger hver især hvilke transformationer deres forskellige værker har gennemgået. Begge forfattere føler sig bedst tilpas i bog-formen, hvor de oplever en større frihed. De behøver ikke rette sig efter den snævre ramme, der er på teateret eller i film-universet.

“Eller til arrangementer som Vild med Ord,” kan jeg ikke lade være med at tænke. For imens de to forfattere begge fremfører deres pointer og ind imellem er enige, opnår samtalen aldrig rigtig at tage form som netop dét – en samtale – og hele konceptet virker en smule opstillet. Det er en mærkelig blanding fremstillet af to smaddergode ingredienser.

Det går op for mig, at konceptet for alvor har fejlet, da mægleren i mellem de to kometer nervøst smiler og spørger, hvad de så skal snakke om nu.

Den løse struktur til trods skal det dog siges, at arrangementet også når rundt om humoren og alvoren, men ikke i dybden. Humoren behandles som livssyn. Der er en alvorlig kerne i begge forfatterskaber, men hvad den kerne mere konkret indeholder forbliver uklart. Da Blendstrup taler om humorens og alvorens tvetydighed, bliver tvetydigheden som humoristisk redskab ikke diskuteret, selvom det også er et væsentligt træk i Loes forfatterskab.

Diskussionen – eller hvad det nu er – drejer sig ind på det med at blive stemplet som ”humorist”. Her har begge forfattere noget relevant at sige, og Erlend Loe lægger ud med at konstatere, at det kan være en ret nådesløs situation at blive stemplet som humorist, fordi det diskvalificerer én fra bestemte diskussioner og priser. Blendstrup påpeger, at anmeldere ofte finder latteren mistænkelig. Det er svært for ”humorister” at blive taget alvorligt.

I Vild med Ord programmet står der om arrangementet og forfatterne Erlend Loe og Jens Blendstrup, at forlagsredaktøren ”forsøger at holde styr på de to”. Jeg bider mærke i ordene “holde styr på” – som om de har tænkt sig at fjolle rundt og danse grøntsag med en elg og en fyr, der hedder John, igennem hele seancen.

Spørgsmålet er, om Erlend Loe og Jens Blendstrup blev taget alvorligt til Vild med Ord.

En manglende klarhed hos forfatterne om, hvilken rolle de skulle spille, og hvad de skulle foretage sig, gjorde, at Erlend Loe – vores norske gæst – måtte løbe ned fra scenen for at finde den bog, han ville læse op fra. Da forfatterne så læste op, var det ganske vist underholdende stykker – men stykkerne gav ikke anledning til – eller rettere, blev ikke brugt til – en nærlæsning af forfatterskabernes ligheder og modsætninger. Den manglende nærlæsning gjorde, at hele arrangementet mistede sin litterære kant, man kom ikke ind i stoffet, og det forårsagede, at man både følte sig snydt for Erlend Loes alvorlige humor og skarpe samfundskritik og Jens Blendstrups gakkede humor og dybt alvorlige kerne. Det blev en udvandet version af begge forfatterskaber.

Forfatterne kan intet bebrejdes i den sammenhæng. Deres job er at fylde rammen ud, ikke at skabe den. Man må derfor rette sin bebrejdelse mod hele det konceptuelle maskineri, der opstår omkring arrangementer som Vild med Ord, og som sætter fokus på sammenhænge nærmere end forskelligheder og sætter to ”humorister” sammen alene af den grund, at de er humorister.

Tænker man sig i stedet, at konceptet var i orden, at der var dybere sammenhænge og tanker bag det – og det tror jeg ikke er umuligt – er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at kritisere strukturen. Her må man i stedet vende blikket mod den, der skaber den konkrete ramme for samtalen – forlagsredaktøren. Det lykkedes ham ikke med sine enten abstrakte eller manglende spørgsmål at skabe en konkret ramme med en skarp vinkling. Forfatterne forsøgte af og til at redde situationen ved nikkende at give hinanden ret i deres udsagn og læse op fra deres bøger, da tovholderen tilsyneladende var løbet tør for spørgsmål. Man fik helt ondt af dem.

Jeg tror sagtens, at man – med de rette spørgsmål og et solidt kendskab til de to forfatterskaber – kunne have fået en samtale om alvor og humor til at fungere i mellem to så reflekterende mennesker som Loe og Blendstrup. Desværre trådte tovholderen ikke i karakter og udfyldte dermed ikke den rolle, han var blevet tildelt. Hele scenariet blev ind imellem så akavet, at man kunne høre lyden fra de mange tæer, der krummede sig i Ridehuset den eftermiddag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar