mandag den 17. september 2012

Storvildtsjægeren og journalisten

Århussamtale mellem Jan Guillou og Olav Hergel. Rådhuset, d. 6/9-2012
Reportage af Julie Bayer 


Jeg har jo faktisk mødt dig før Jan.

For en del år siden, da Olav Hergel var en noget yngre. og lidt mere grøn journalist, kørte han dybt ind i den svenske skov for med bævende hjerte at mødes med Jan Guillou i dennes lille ydmyge svenske træhytte. En der var fuldstændig befængt med jagttrofæer. Flink var Guillou trods alt, og Hergel fik lov til at blive til middag.

Denne Hergels lille anekdote hænger ved mig den næste halvanden time, for den bliver et godt billede på den samtale, der i øvrigt mere bliver et interview. For trods ’’kun’’ 12 års aldersforskel, så er der af og til en fornemmelse af, at vi er hensat til scenen for mange år siden, hvor den unge spire interviewer et idol. Guillou oser af den ældre mands rolige, erfarne, selvsikre attitude, hvilket understreges af det smukke, tunge svenske, overfor Hergels mumlende, stive danske.

Det er et godmodigt, men gennemgående tema i samtalen, at Hergel ønsker at finde og tale om en ild og et oprør i Guillous person, som følge af det politiske tema. Det er imidlertid ikke så let (længere). De snakker om Hamilton[1] og hans inspiration fra 68’er-socialismen, men Guillou ler også og tager pis på sin egen karakter. Hamilton siger han, har for ham nu først og fremmest betydet, at han i dag har total økonomisk og skrivemæssig frihed. Da Hergel forsøger at gribe ideen om en påstået mandschauvinisme hos Guillou, kigger denne drilsk ud på forsamlingen og siger joda, jeg har jo en krop som Hamilton. Vi griner højt, og så bliver den ligesom liggende.

For man kan ikke som forfatter diktere verdens gang siger han, det er for mycket. Men forfatteren skal have noget på hjerte, han skal have en hensigt. Men en roman bliver aldrig journalistik. Romanen ’Ondskaben’, som Hergel tager op som indledende tema, var noget andet end det, og den var heller ikke politisk. Det var en bog der lukkede den kostskole i Sverige som den beskriver (Guillous egen gamle skole). Det var en bog der legede med tanken om legitimitet og manglen på samme. En bog som i uhyggelig grad opsøgte tanken om, at alle mennesker har kimen til ondskab i sig. Det var en bog som man, med Guillous ord: Kun får 1 chance for at skrive i sit liv.

Jan Guillou sad engang i fængsel i 10 måneder i 70’erne for påstået spionage i sagen om det svenske ’Informationsbyrån’. Der, siger han, fik han lejlighed til at læse alle de store værker, som litteraturkyndige mener man bør have læst. Men derudover har han ikke noget synderligt for (eller imod) akademia. Jeg har jo alle mine cirkusegenskaber og ja, hvis nogen siger han skriver ’forkert’ i henhold til en elitær litteraturopfattelse, ja så bærer han dette kors med lethed siger han. Han ved nemlig præcis hvor mange bøger han har solgt i Sverige, og at det er ca., og intet mindre end, dobbelt så mange som den næst mest solgte, (vist nok Liza Marklund). Selvfed synes han ellers ikke rigtig at være, mere bare tilfreds og accepterende. Da Hergel spørger ham, hvad han synes om, at så mange folk revser ham når han er kommet med en udtalelse, svarer han, jamen i avisen forventes jeg jo at sige ting der provokerer. Ligesom da han provokerede med en personlig udtalelse om, at han sgu ikke gad læse Stieg Larsson; De bøger var ALT for lange og intetsigende…

Han står heller ikke tilbage fra en diskussion om den danske terrorlovgivnings huller, pressens totale mangel på politisk korrekthed (og så siger man at jeg aldrig er politisk korrekt!..), samt endelig Jyllandspostens dick-move med Muhammed-sagen.

Siden taler de to om Guillous seneste udgivelse(r) ’Brobyggerne’. Om det at være den største, og om at måtte holde op på et tidspunkt, pga. alderen. Noget der kan synes svært pga. dette massive 10 binds projekt[2] om det 20. århundredes Europa.

Hvad har du gang i?! spørger Hergel spøgefuldt. Også hertil er forfatteren dog fortrøstningsfuld. Han troede også, at han skulle til at sige stop for skriveriet, men så blev han grebet af projektet, og af det irrationelle og umulige ved det. Det er lidt ligesom med Mount Everest. Hvorfor bestiger man det? Because it’s there.

Men er det ikke bare en undskyldning for at vise at du ER størst? Det afviser Guillou bare ved atter at påpege glæden ved dette store personlige projekt, som i princippet, siges det indirekte, kan holde ham beskæftiget resten af livet, hvis han skulle ønske det.  

Til sidst:

Hvorfor er du så fascineret af storvildtsjagt?

Jo Guillou fascineres af selve kontrasten mellem at være iagttager og deltager. Noget som han mener egentlig er dybt almenmenneskeligt.
I øvrigt en fin metafor for en karriere hvor han skiftevis har iagttaget på afstand, med et slør af fiktion, og en hvor han har været så out there, at det har sat ham i fængsel.
Men det der i jagten tog ham adskillige år at lære, var faktisk at lade være med at skyde, siger han. Jeg kan se at du går efter denne macho-udlægningen igen. Men at stå stille er faktisk grundpillen.

Men jagten får også snart sin afslutning: Jeg må slutte om nogle år, da bliver det for farligt, for man må være hurtig.  Han siger det med den samme ro og afklaring som om forfatterskabet, der en dag må ende. Nja, jeg har ingen melankoli over at forfatterskabet skal have sin slut.




[1] Carl Hamilton er karakteren i en lang række krimier skrevet af Guillou siden 80’er og senest med ’Men ikke hvis det gælder din datter (2008).
[2] Indtil videre er 3 bind udkommet i serien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar