mandag den 17. september 2012

Et poetisk liv

Anmeldelse af Pia Tafdrup: ”Salamandersol”, Gyldendal
Anmeldt af Anne Skov Thomsen


Salamandersol er en samling på 60 digte, ét for hvert år i Pia Tafdrups liv, der begyndte i 1952.

Det er Historien på digtform: Pia Tafdrup har mærket frihedskampe som ungdomsoprøret i Paris, de sortes protester under Martin Luther King og kvindernes seksuelle frigørelse. Hun har deltaget i og været vidne til de flippede tider i Thylejren, rockmusikkens indtog og den frisindede brug af rusmidler. Hun har set Den Kolde Krig og oplevet Murens Fald – og de amerikanske tårnes. Det er en skildring af 6 årtier set gennem øjnene hos en poetisk sjæl.



Men Salamandersol er også en skildring af menneskelivet. De første digte former små glimt af det lille barns spæde sansninger mod en gradvis opdagelse af sproget og verdens muligheder og udfordringer. Senere skildres ungdommens kampe med sig selv og omgivelserne; den indadvendte tænksomhed og de udadvendte aktiviteter i politiske diskussioner og syrede, euforiske trips. Herpå følger voksenlivets refleksioner, oplevelsen af kærligheden og det at blive forælder – og forælder for en forælder.

Man kan sige, at der måske ikke er noget voldsomt fornyende i dén historie, men ikke desto mindre er det en utroligt fin digtsamling, Tafdrup har skrevet. Det episke forløb, der anes bag de enkelte digte, forlenes nemlig med en varm skønhed i de poetiske udtryk og billeder. Man får et indblik i en digtersjæl, der på trods af livets og historiens genvordigheder insisterer på de smukke ting i tilværelsen, ved at hage sig fast i dem med det sprog, hun så ubetvivleligt bemestrer.

Dermed vil jeg lade disse linjer fra digtet SPIRAL tale for sig selv:

Tiden gnaver i kød og knogler,
sender slørede skyer ind
i øjets synsfelt,
fjerner et par toner
fra stemmers registre.
Men det nedarvede sprog nægter
at tørre ud, en kilde springer,
     noget kalder.
Omkring mig vokser nu
et vældigt violet skær.
Luften bærer mine drømme,
     som en ring af ild
omkring hjertet tænder.
Ild og vand forener sig,
     lys og mørke.
Når kompasnålen skifter retning,
når salamanderen jager
    gennem ild,
når en søjle af ild rejser sig,
og ånden forvandlet
frembringer en verden i sig selv –
udslynges i et splitsekund
     ord,
der lyser som arret hud,
hvor et livs kærtegn er indgraveret.
       
(Tafdrup: 77)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar