mandag den 10. september 2012

Hunger Games - Dræb eller dø

Anmeldelse: Susan Collins "The Hunger Games", 2008. 
Anmeldt af Mie Møller Nielsen

Reglerne er meget simple; Lev eller dø. De eneste råd Katness modtager af sin mentor før spillets start er såre simple; Find et sted med vand, og lad være med at dø. På trods af disse simple råd, lykkedes det Katness at gøre lige netop det (her afslører jeg ikke for meget, der er jo trods alt en bog 2 og en bog 3).

Hunger Games er blevet kategoriseret som værende en apokalyptisk ungdomsroman, så den definition vil jeg ikke pille ved. Til gengæld har jeg også hørt, at flere steder i medierne sammenlignes romanen med Twilight, og at Hunger Games er meget mere læseværdig end vampyrromancer. Her stiller jeg mig dog lidt på tværs. Hvis to bøger skal sammenlignes i deres læseværdighed, så mener jeg personligt, de bør tilhøre samme genre.
Twilight placerer sig som hybridgenre mellem gotik og fantasy, hvorimod Hunger Games tenderer over i Sci-fi genren. Hvis Hunger Games skulle sammenlignes med noget velkendt, så ville jeg nærmere mene vi skulle sammenligne den med os selv og dagen i morgen. For Hunger Games er ikke bare en spændende fortælling om en pige der skyder med bue og pil. Det er også en fortælling om børn, der opdrages til at slå hinanden ihjel.

På dansk har bogen fået navnet Dødsspillet, hvilket opsummerer konceptet rimelig godt. Spillet er et spil, der går ud på at snyde døden, overleve og ikke mindst eliminere sine modstandere. Kun én kan vinde i Dødsspillet – medmindre, sådan som det ender i bogen, at to deltagere fra samme distrikt (by) er de sidste to spillere tilbage. Personligt opfatter jeg bogen, som værende samfundskritisk, hvor det er den hensynsløse, kolde overlever der hyldes som værende den mest egnede til at vinde (inden Spillets start, kan man sponsorerer de forskellige deltagere). Men med Katness i hovedrollen bliver spillet pludselig til mere end blot et blodbad og en slagtearena – det bliver til en verden, hvor overvejelser om sig selv, sin familie og ikke mindst sine følelser, bliver sat på yderste prøve. 

Arenaen i spillet bliver den yderste test, den ultimative prøve, der tester evnen til at overleve med sin menneskelighed og sin samvittighed intakt. Hvor langt kan man som menneske gå, før det stadig er muligt at kalde sig selv for menneske? Katness kan som hovedperson ikke tillade sig selv alt for meget tvivl omkring Spillets regler (da hun jo skal overleve til bog 2 og 3), men hendes makker fra samme distrikt som hende selv, grubler meget over dette aspekt af spillet. Hvor Katness er krigeren, er Peata samvittigheden, den evige påmindelse om hvordan folk burde opføre sig, hvordan folk burde tænke, hvad et menneske burde have af værdier. Peata er alt, hvad der er godt, og derfor bliver Katness nødt til at beskytte dette værdisæt, med sit eget liv om nødvendigvis – for hvad ville livet som overlevende være, hvis livet alligevel mistede alt godt?

Hunger Games kan tolkes på mange måder, og der er mulighed for at finde spor efter mange allegoriske figurer og situationer til yderligere tolkningsaspekt, men som udgangspunkt for denne anmeldelse af bogen, vil jeg alligevel mene, at det er den rent personlige del af bogen, der bærer fortællingen. Uden morale og værdisæt = ingen spænding. Vi ved at Katness overlever spillet allerede fra første side – vi ved bare ikke hvorfor og hvordan. Rundt omkring hende slår børn hinanden ihjel. Hvorfor gør de det? Hvis de alle nedlagde deres våben, nægtede at slås, nægtede at spille efter systemets regler, hvad ville der mon så ske? 

Jeg vil ikke afsløre slutningen, men blot anbefale folk at læse den; om ikke andet, så fordi det er en spændende bog, og fordi man får lyst til at starte til bueskydning.

Næste bog i serien hedder Catching Fire, og slutningen hedder Mockingjay. Hunger Games blev filmatiseret i 2012.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar