mandag den 10. september 2012

Con amore - en bid italiensk litteratur

Essay om italiensk litteratur skrevet af Julie Luna Bayer. 

Italien – stedet hvor Byron svælgede i sydlige glæder og skrev bl.a. Don Juan, hvor Goethe, frigjort fra det snævre Weimar, kunne producere Romerske elegier, og hvor Jens Baggesen inspireredes til at opdatere rejsebogsgenren. Italien var som følge af dannelsesrejserne i høj grad med at forme resten af Europas litterære intellektuelle.

Og besøger man landet i dag som turist, er det såmen også i første omgang et liv præget af nydelse og frihed som træder en i møde. Vinen, som betyder alt, samler det i nogen grad stadig splittede land, med dets små borgbyer på hver en bakketop, i kærlig, smagfuld konkurrence og gastronomisk nydelse, fra morgen til aften.

Dette går netop godt overens med fx. danskernes ide om italienerne (og andre middelhavsfolk), som værende et folkefærd der tager alt stille og roligt og in time, og som er eksperter i livsnydelse, mens vi nordpå snarere er eksperter i melankoliens mange udtryk.
Men selvsagt er billedet ikke er så sort og hvidt. Italien har fx. haft sit share af kampe, både indbyrdes, heraf de mange borgkomplekser, og med omverdenen. Til gengæld har der dog også altid været adgang til skønhed.

For mere end 1000 år siden var landet snarere en lang række bystater på klods hold af hinanden, end et egentligt land, og der eksisterede som sådan ikke et fælles sprog heller, men en lang række usammenlignelige dialekter. Denne verden, som var præget af bykultur, tillod heldigvis ofte en stor kunstnerisk åbenhed. Det gjaldt især Firenze, som i 13-1400-tallet oplevede en sand guldalder under fyrste-familien Medicierne.  Her havde også Dante sin gang og sin guddommelige komedie. Nogenlunde samtidig har vi florentiner-humanisten Petrarca, og ikke mindst Boccacio. Hans Dekameron blomstrede frem i Napoli, hvis hof var temmelig erotisk frigjort, tiden taget i betragtning. Og værket anses for at være en af de tidligste novellesamlinger i europæisk litteraturhistorie. Disse tre, (med flere) repræsenterer den italienske renæssance, den første genfødsel af slagsen, og en bedrift som nærmest stadig står uovergået som det største i italiensk historie.

Der er ikke meget der har ændret sig, da Italien samles som nation, mange år senere, i 1861. Samlingen forhindrer nemlig ikke følelsen af et stadig splittet og regionalt Italien. Til gengæld holder man sig ikke tilbage fra at lade sig inspirere af omverdenen. Fx. afføder den franske realisme den italienske ’Verismo’, en såkaldt sandhedslitteratur, hvormed de italienske romanforfattere kunne behandle landets splittelser i klassiske kontrast-temaer som by-land og gammelt versus nyt.

Det at forholde sig til det gamle og til traditionerne, og henholdsvis foragte og ære dem, er en tendens der bølger frem og tilbage op igennem 1900-tallets Italien. I 1909 erklæres, per manifest, ’futurismen’, et af modernismens utallige udtryk, af italieneren Filippo Tommaso Marinetti. Her handler det om at forsage fortiden og hengive sig til den moderne verdens teknik, støj og fart! Og ikke mindst mottoet ’ind med nye kunstformer and out with the old’.
Men da Mussolini er færdig med Italien godt 30 år senere, får man atter trang til at hive dialekter og regional kultur frem, og til at mane en ellers glemt national folkekarakter frem, som modspil til Mussolinis evige trampen i gulvet for samling, nationalfølelse og ét kulturelt udtryk. Samtidig understreges forfatterens rolle som individualist, for egne sejl. Det var hver enkelt forfatters opgave at finde en måde at forene en langstrakt tradition og dens sprog, med den blanke tavle der var nuet.

En der havde et bud på dette var Italo Calvino. Kort inden sin død i 1985 forelæser han forudseende om de egenskaber han mener litteraturen får brug for i det kommende århundrede. ’Mangfoldighed’ er netop hovedordet. Calvino er interesseret i intet mindre end litteraturens kosmologi. En del af denne kosmologi udforsker han i hovedværket Hvis en vinternat en rejsende (1979), som handler om litteraturens store eksistentielle spørgsmål. Hvordan læser man? Og hvordan skabes betydning, ikke mindst hos læseren? For Calvino skal litteraturen både være filosofi, videnskab, og kunst, men alt sammen på egne betingelser. Selv udforsker han disse ting, et sted mellem hverdagsrealisme og det fantastiske.

Denne blanding ses også hos velkendte Elsa Morante (Historien, 1974), og hos mange af de andre italienske forfattere, og den bliver netop ofte ved med at udtrykke sig i relationen til hjemlandet og dets regioner. Calvino lader bl.a. sin tidlige bog Klatrebaronen (1959) foregå i den (fiktive) region Ombrosa. Tomaso di Lampedusa, manden bag Italiens mest læste bog nogensinde; Leoparden (1958), lader den foregår på Sicilien, mens Gianni Celatis Fortællere fra sletten (1985) foregår omkring Po-sletten.

Men skal man tale om en person som for alvor er mangfoldig, som aldrig har været bange for at tage ydre bevægelser til sig, men som samtidig står som et lysende intellekt på den italienske stjernehimmel, så må det være multimanden Umberto Eco.  Alene klassikeren Rosens navn (1980) er et eksempel på dette; et sandt kalejdoskopisk reference-værk.

Eco stod i sin tid mellem to litterære tidsaldre. 60’ernes frembrusende neoavantgardisme med dens tanker om kunstens autonomi, og ideologiagtige opgør med fortiden, og 80’ernes altoverskyggende og fantastiske lyst til at fortælle, uden at underlægge sig nogen som helst form for regler. Et kendetegn for postmodernismen, og en stærk afsigelse af den ellers evige jagt på helheder i litteraturhistorien.
Eco går netop over alt ind for ’fri leg’. Han er fx. både forfatter og teoretiker, samtidig med at han konstant blander de to. Ligesom Calvino er hans overordnede interesse, hvordan man skaber betydning, ikke mindst via læserne. Og så skal man i øvrigt helst krydse så mange grænser og diskurser som muligt undervejs.

Historien er som en flod, alt flyder og man kan derfor ikke gå ned i den samme flod to gange. Denne græske aforisme er ofte blevet brugt som billede på postmodernismen. Dog har Italienske forfattere generelt vadet frem og tilbage i den samme flod for at finde en måde at håndtere landets historie på. Og selvom den generelle mening er, at postmodernismen for længst er ovre, så må man håbe at dens ideer, som de især fremgik i Italien, hænger ved. For det handler først og fremmest om at afsige sig faste regler og universelle sandheder, og i stedet dyrke de små historier… Og de små historier er netop dem der foregår rundt omkring i de små byer, i et stadig regionspræget, men dog mere samlet Italien. De små historier, fx. om at nyde et godt måltid, og i øvrigt om selve nydelsen i sig selv. Om det at lege med tilværelsen, til trods for lediggangens potentielle farer.

Og Eco er vist stadig fan. Han seneste roman Kirkegården i Prag (2012) viser i al fald stadig en forkærlighed for et mangfoldigt reference-mylder og skæve historier. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar