mandag den 23. april 2012

At skrive i paradokser - om kvindelighed og litteraturhistorie

Genudgivelse: En anmeldelse af nordicwomensliterature.net skrevet af Julie Luna Bayer

Med lanceringen af den nye internationale hjemmeside nordicwomensliterature.net, bringer kvindelitteraturhistorien sig ikke kun op på den moderne medie-bane, den giver også stof til litteraturhistorisk eftertanke. 



En kvindelig æstetik 

Nordicwomensliterature.net er dannet af KVINFO (videnscenter for køn, ligestilling og etnicitet). Hjemmesiden baserer sig på 90’ernes nordiske 5-binds kvindelitteraturhistorie, redigeret af Elisabeth Møller Jensen. Derfor er det såmen også tankerne bag bogværket der fortsat præger dens digitalisering. Tanker omkring, at det for eksempel er vigtigt for skribenterne at understrege, at de ikke som sådan er feminister, at det kønslige perspektiv blot er baggrund for at kunne komme til at tale på menneskelige vegne. At værk og hjemmeside blot er deres version af en tolkning, og at man således ikke kan tale om én korrekt måde at skrive kvindelitteraturhistorie på. Samt at det nordiske perspektiv der bygges på, ikke udspringer af et forsøg på at presse nordiske kvindelige forfattere ind i de samme bokse, men snarere ud fra ideen om en slags ’kvindelig æstetik’, som lader sig finde i lighedstræk på kryds og tværs af Norden. Sagt med andre ord, så er ideen bag bogværk og hjemmeside ikke, at forsøge at snige kvindelige forfattere ind i den allerede eksisterende (og præget af langt flere mandlige forfattere) litteraturhistorie, men at forsøge at give dem deres egen. 

Kronologiens virke 

Imidlertid lever vi jo i en tid hvor litteraturhistoriografien som vi kender den muligvis kan se enden af sit virke. Det diakrone blik og dets kilometer lange flerbinds-opslagsværker, som fx. Johan Fjord Jensens danske litteraturhistorie, er noget man nærmest skal være heldig at støde på i en støvet antikvarudgave. Det leksikale kan vel i den grad siges, at være i færd med at blive erstattet af nettets flygtige søgning. Netop derfor er det vigtigt for en type værk som kvindelitteraturhistorien at være med på de nye medier. Og her må KVINFOS hjemmeside siges at være godt på vej. Mens bogværket nemlig benytter sig af litteraturhistoriens klassiske kronologi-greb, så bryder hjemmesiden med dette ved i stedet at benytte sig af internettets filter-funktion, hvor man kan søge på fx. et årstal eller et tema i hjemmesidens over 200 artikler og temaer. Det betyder så også at artiklerne til at starte med fremstår som et kaos af forskellige epoker og emner. Men det er et godt kaos. Her frasiger hjemmesiden sig nemlig, rent opsætningsmæssigt, det tidslinje-kronologiske, og lader i stedet artiklernes highlights være appetitvækkere, hvormed også lystlæseren kan træde ind i kvindelitteraturhistorien hvor som helst det nu lige frister. 

Litteraturhistoriske paradokser 

Hjemmesiden ved hvad den vil. På startsiden dedikerer den sig først og fremmest til fagligt interesserede, i alle afskygninger. Opgaven, som KVINFO nu engang har valgt den, er ikke at promovere kvindelitteraturhistorien i farvestrålende, underholdningsprægede farver. Det handler først og fremmest om at gøre den tilstedeværende - Nordisk Kvindelitteraturhistorie præsenterer en helt anden litteraturhistorie, fordi de kvindelige forfattere her for første gang bliver omdrejningspunkt og afsæt for historien – og det sker altså nu også via et medie, nemlig internettet, som ellers længe har stået klar til at overhale bogmediet indenom. Men det betyder dog også, at hjemmesiden stadig holder fast ved andre af litteraturhistoriens klassiske greb, såsom bibliografier og epoke/genre-læsning. Men KVINFO er til stadighed bevidst om dette paradoks. De ved hvor svært det er at skrive sig ud af de akademiske rammer, som de unægtelig er gjort af. Men spørgsmålet om hvorvidt hjemmesiden kan undgå den kritik som litteraturhistoriografien udsættes for, vil være interessant at følge. Samtidig kan man dog spørge, om ikke litteraturhistoriografien skal være et fast bjerg, som ikke skal kere sig om fx. hvorvidt nogen mener, at man skal tage udgangspunkt i forfatteren eller ej (bibliografisme versus nykritik, for at give et eksempel), fordi begge dele er en del af litteraturhistorien? At den er noget som man til hver en tid kan gribe til, når man søger forklaringsrammer for både det der er i dag og det der var. 

Den svære kanon 

Ideen om litteraturhistorie som en fast base, er generelt en tanke der præger hjemmesiden. Det lader til, at før man kan skrive moderne kvindelige forfatteres historie, må man have afklaret de fortidiges, så at sige. Netop derfor ser KVINFO det heller ikke som deres første opgave at udfordre kanonbegrebet, endnu en sejlivet del af begrebet litteraturhistoriografi. Det betyder at de fleste forfattere og temaer som tages op, er de alment kendte. Men kan man i øvrigt udfordre kanon før man har etableret kanon? KVINFO er klar over, at idet kvindelitteraturen har taget så meget desto længere om at blive skrevet end en tilsvarende mandelitteraturhistorie (for at sætte ordet på spidsen), så vil det også tage tid at komme omkring kanonbrud. Endelig udfordres en sådan problematik også naturligt af disse tider, hvor boghylderne bugner af lige så mange kvindelige forfatteres værker, som mandliges. Om man fortsat skal skrive kvindelitteraturhistorie er ikke så meget kernen, som det at man får skrevet fortidens og i øvrigt sørger for at den huskes, ved fortsat at promovere den. 

Information, ikke feminisme 

Hermed finder vi også tilbage til KVINFOs frasigelse af feminismen. Spørgsmålet er nemlig om den, i et kvindelitteraturhistorisk perspektiv, er nødvendig i dag, hvor kvinders øgede rettigheder er en stigende naturlighed i sig selv. Det handler derfor ikke om, at skrive historien om på en måde så kvinderne får en art kunstig status. På den måde bidrager siden ikke med noget nyt. KVINFO prædiker ikke, de brænder ikke bh’er som lutherske bandbuller, de oplyser, i ordets bedste forstand og i KVINFO ordspillet; det handler om at give informationer, det er den udramatiske vej. Og vi lever vel stadig i en tid, hvor der kan gøres plads til litteraturhistorien i den forstand, at der stadig søges sammenhænge mellem værk og omgivelser, om det så er Helle Helles isbjergs-beskrivelser af udkantsdanmark, eller Sofi Oksanens barske realisme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar