mandag den 10. september 2012

Appetitlige anekdoter til sultne semiotikere

Anmeldelse: Jesper Hoffmeyer "Overfladens dyb - da kroppen blev psykisk" Forlaget RIES, 2012. 
Anmeldt af Martin Porse.

Vidste du godt, kære læser, at der findes en slags havsnegle, som aldrig spiser, men kun solbader? Ja, den er god nok. Sneglenes tidlige forfædre ernærede sig ved vandoverfladens klorofylholdige grønalger. Klorofyl, der indgår som komponent i planters fotosyntese, blev i tidernes morgen inkorporeret i sneglenes DNA, efter at have været på menuen i en længere periode. Nu kan sneglene, ligesom planter, opretholde stofskiftet vha. fotosyntese; dvs. solbadning. Det er da fantastisk!
Forfatteren, Jesper Hoffmeyer, anerkendt biokemiker, semiotiker og filosof, fortæller denne historie som eksempel på symbiogenese, et begreb som dækker over det forhold, at organismer lever i, eller snarere er udgjort af, mindre dele og andre organismer; at sneglene f.eks. har indoptaget grønalgernes kloroplaster, dens klorofylholdige organeller, og gjort det til en del af sig selv, har man kaldt, ikke symbiogenese, men endo- (inden for) symbiose. På samme måde har mennesker bakterier i sin tarmkanal, der har sin helt egen gensammensætning; dvs. celler som er grundlæggende forskellige fra vores, i streng forstand, og som sådan ”fremmede” i vores legeme. De lever ikke desto mindre i os, og vi ville ikke kunne leve uden dem. Pointen er, at vi mennesker, som næsten alle andre levende organismer, er en kompleks sammensætning af mange lag og overflader. Vi er ikke determinerede maskiner, som er bestemt af de proteinstrenge vi kalder DNA, hvad enten det har med vores mentale eller fysiske udformning at gøre; vi er mere end summen af vores gener og dog er vi ikke ren ånd, abstraheret fra det fysiske legeme.

Forfatterens anliggende er at bygge bro mellem disse to opfattelser, han skitserer ud fra den cartesianske forståelse af hhv. res extensa og res cogitans. Den første, mener han, har karakteriseret den mekaniske opfattelse, man har af den biologiske krop indenfor naturvidenskaberne. Den sidste, det kognitive, eller mentale liv, abstraheret fra det kødelige legeme, har været omdrejningspunktet for humanvidenskaberne, der uproblematisk har studeret den menneskelige ”psyke” isoleret og for sig. Denne opdeling er meget karikeret, men som med så meget andet fremmer overdrivelse forståelsen.

Den mekaniske opfattelse af kroppen, har været dominerende indenfor især biologien og lægevidenskaben. Den kommer f.eks. til udtryk ved en overdeterminering af DNAets indflydelse på udviklingen af individet, dets personlighed, karakteristika osv. Men som anekdoten vedrørende symbiogenese fortalte, er det praktisk talt umuligt at bestemme individet med henvisning til en specifik genotype, netop fordi vores krop er udgjort af andre organismer, og dermed center for det han kalder mutualistisk symbiose. Vores krop kommunikerer så at sige med sig selv, ligesom vi kommunikerer med vores omverden. Hertil kommer en central pointe: kommunikation er ikke en lineær proces, men implicerer fortolkning - cellerne i vores krop fortolker forandringer i deres omgivelser. Ligesom vores mentale liv, er det fysiske ikke på forhånd determineret af mekaniske begrænsninger, men opretholdes på grundlag af kommunikation frem og tilbage mellem forskellige elementer

Vores mentale liv, Descartes’ res cogitans, er heller ikke ”noget andet” end det fysiske. Det er ét med kroppen og de fortolkningsprocesser, som her udspiller sig. I et evolutionsmæssigt perspektiv, lyder argumentet, er det også fuldstændig kontraintuitivt at hævde det mentale liv som løsrevet fra, og noget andet end det fysiske. I bund og grund er vores kognitive kapacitet nemlig vokset ud af samme primitive cellesammensætning, der i dag konstituerer vores kødelige legeme. Undertitlen på værket, Da kroppen blev psykisk, vinker til denne dikotomi, der aldrig burde have været, men som med værket opløses. Det er på tide at gøre op med den cartesianske deling af de to substrater; de skal fusioneres i en holistisk forståelse af det hele menneske, nemlig semiotikeren! Vi fortolker, ligesom alle andre levende organismer, os selv og vores omverden – vi er ikke fuldstændig frie, til at gøre hvad vi vil, og dog er vi heller ikke bundet til at leve som maskiner. Hoffmeyer kalder det for ”overgangen fra 

”I princippet styres alle livets processer via kroppens kommunikative aktiviteter, dvs. via tegnprocesser eller – med den faglige betegnelse – via semiosis, hvad enten denne semiosis udspiller sig indenfor organismen (kaldet endosemiosis) eller mellem forskellige organismer (exosemiosis).” Hoffmeyer 2012; 122
kausalitet til semiosis”[1] – fra en to-leddet tvingende årsag-virknings-relation til en triadisk semiotisk forbindelse mellem ’tegn’, ’objekt’ og ’interpretant’.[2]

Formuleringen er genial, netop fordi den prikker til nogle noget så grundlæggende filosofiske idéer. Vi kommer hele vejen tilbage til Augustins overvejelser over guds sædekorn og determinisme for mennesket og verden, den fri vilje og den forudbestemte rute, til den moderne naturvidenskabs indsigter i naturens og menneskets biologi. For mig at se, bidrager alle bogens små anekdoter og filosofiske overvejelser til et samlet, realistisk og mere harmonisk billede af det levende liv som semiotisk - bundet og frit, på en og samme tid. Bogen er ikke skematisk bygget op efter et akademisk argument, men har som et stykke populærvidenskabelig formidling, karakter af en intellektuel anekdotesamling, der trods alt bibeholder en rød tråd fra start til slut. Dette gør den utrolig let at konsumere og forholde sig til. Pointerne er overbevisende og ydmyge, selvom de rører ved dybe filosofiske problemstillinger.

Jeg kan varmt anbefale den til alle. Læs den!
Hvis du ikke allerede betragter dig som semiotiker, så kommer du til det.



[1] Hoffmeyer 2012; 122
[2] For uddybning se figuren ibid.; 123

Ingen kommentarer:

Send en kommentar