mandag den 23. juli 2012

Årets pressefoto

Reportage fra Årets Pressefoto - udstilling på ARoS 24. maj - 29. juli 2012. 
Skrevet af Anne Skov Thomsen

Vi taler normalt om, at der skrives historie, at begivenheder dokumenteres. ARoS’ udstilling af årets bedste danske pressefotos præsenterer derimod en anden fremstilling af historien, nemlig fotografiets.


Jeg tager mig selv i gentagne gange at få kuldegysninger, mens jeg bevæger mig gennem udstillingen af årets bedste pressefotos. De i sig selv bevægende og skræmmende motiver, fanget i udtryksfulde øjeblikke, er nemlig forlenet med et strejf af historiens vingesus. Begivenheder og store øjeblikke, som vi også om mange år vil se tilbage på og forbinde med netop dette eller disse år.

To strålende og stolte øjne hos Danmarks første kvindelige statsminister, der omfavner sin mand på valgaftenen.

En mor, der trøster sin grædende, unge datter på en afsides bænk efter Anders Breivik-massakren i Norge.

En lokal arabisk mand, stående på en brændende kampvogn med sit libyske flag i strakte arme, mens han takker Gud efter NATOs bombning af Gaddafi-tro styrker under Det Arabiske Forår.

Men der er også gjort plads til mange af de mere glemte historier.

En flok store drenge på deres scootere i en nordjysk provinsby i det, der er blevet ”Udkantsdanmark”.

Silhuetterne af alvorligt underernærede afrikanske børn, der sulter på grund af tørken på Afrikas Horn.

Et goldt naturlandskab, blot 6 km fra grænsen til Norge, ødelagt af den store udledning af svovl fra nikkelproduktionen på et gigantisk russisk smelteværk.

Brian Nielsen i bokseringen med sænkede arme, et sønderslået ansigt og fortabte øjne under nederlaget i den gamle boksers planlagte comeback.

En ung, nyuddannet fisker i Gilleleje ved navn Kjeld, som sover i sin køje under dækket med lange udsigter til at få sin egen båd.

En treårig pige, født med et halvt hjerte og offer for en omfattende hjerneskade som følge af et længerevarende hjertestop under en operation.

Årets vinderfoto er et nærbillede af ansigtet på en dødeligt såret libysk oprører på et hospital. En tynd stribe blod løber fra et sår i panden og ned under øjet som en tåre af blod. Dette motiv samler på en måde hele udstillingen. Historierne er der alle vegne, og det formår udstillingens journalister med et helt særligt blik at fange med kameralinserne. Det granskende blik er både kærligt og menneskeligt, men vidner også om en verden, hvor der er meget, der kunne og burde være anderledes. De stærke motiver griber tilskueren med en indtrængende henvendelse, der indprenter sig i hukommelsen – og historien.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar