mandag den 2. juli 2012

Aleaxandras guddommelige ungdomsroman

Anmeldelse: Alexandra Adornetto "Hades". Oversat af Nete Harsberg. Politikens Forlag. Anmelder: Mie Møller Nielsen. 


Ungdomsbøgernes tid lever! Om det hele er en efter-reaktion på Twilight er svær at sige, men det er tydeligt, at det med disse bøger er blevet tilladt nogle spring imellem genre, tid og historik, som før blev overholdt mere stringent. Ungdomsbøgerne nu om stunder er måske en korrekt afspejling af nutidens unge; de er utilregnelige, stædige, nytænkende, udfordrende og ikke mindst kreative og selvstændige. Samme indtryk får jeg, når jeg læser den litteratur, der bliver skrevet for tiden; henvendt til ungdommen. 


Den helt store tema-vinder indenfor moderne ungdomsbøger, er sjovt nok de intertekstuelle referencer til gamle litterære værker fra fordums tider. Twilight var bl.a. helt besat af værket Stormfulde Højder, hvilket personligt gav mig gotiske briller på, da jeg genlæste værket efter denne reference. Hvis det virker for det ene værk, er der ingen der siger, at det ikke også kan virke for det andet værk. Alexandra Adornetto har i hvert fald taget stafetten og løbet en dobbelt omgang.

Titlen

Hades er alene med sin titel og sit coveromslag i min konservative fantasy-optik fuldstændig selvmodsigende. Mange bekendt er Hades navnet for den græske mytologis gud for døden og underverdenen. Guden giver dermed navn til stedet, ligesom i nordiske mytologi, hvor Hel også giver navn til underverdenen Hel. Med titlen Hades, tænker jeg derfor græsk mytologi, hvormed hele engleaspektet (der sidder en engel bag på motocyklen) giver mig en lille rynke i panden. Men… det ældgamle ordsprog ”Døm ikke en bog på udseendet” gav mig røvfuld!
På trods af sine kun 19 år, har den australske Alexandra ikke bare skrevet, men rent faktisk researchet sine elementer. I forlængelse af titlen, bliver den et par kapitler inde i bogen forklaret for læseren;

”Undskyld?” Sagde jeg. ”Når du siger Hades, mener du vel ikke… Du kan da ikke mene…” Jeg gik i stå. Jeg var naturligvis med det samme klar over, hvad hun mente. Jeg kunne huske fra mine studier, at Hades direkte oversat betød ’det usete’. Men min fornuft nægtede at tro det. Indtil nogen sagde det højt, behøvede jeg ikke at tro på det. ”også kendt som Helvede,” sagde receptionisten overfriskt. ”men det skal du ikke sige for hr. Thorn. Han foretrækker den mere klassiske betegnelse. Og du ved, hvor pedantisk sådan en dæmonprins kan være[1]

Om det kun er dæmonprinsen der er pendantisk, eller om det også er forfatteren, lader jeg stå udiskuteret. Hades ping-ponger konstant imellem to poler, lidt ligesom coverbilledet; det kliché prægede kærligheds/forførelsesaspekt og det researchede, genkendelige mytologiske aspekt.
Klichéen

Om der er en trend indenfor ungdomsbøger til piger, at heltinden skal være håbløs romantiker og en smule slatten, det er mere en frygt end en egentlig observation. Jeg fornemmer dog en tragisk tendens, som både ses i Twilight og nu også i Hades; Heltinden går kun op i sin fyr, og er rygende ligeglad med næsten alt andet i forhold til. Ved Bella var det hendes Edward, og ved Hades-heltinden er det Bethany og hendes Xavier. Dette skal ikke lyde snerpet eller bebrejdende, men da jeg læste Hades, slog det mig, hvor meget vægt forfatteren tillægger Bethanys glæde for Xavier og hans udseende. Passager lignende denne, læste jeg nok én gang i hvert andet kapitel (der er 32 kapitler);

”Jeg var godt klar over, at han gjorde det for at være bedre rustet til at beskytte mig, men det betød ikke, at jeg ikke samtidig kunne nyde frynsegoderne – den muskuløse brystkasse og vaskebrætmaven. Han var stadig slank og perfekt proportioneret, men jeg kunne tydeligt se musklerne i hans arme spille under det tynde skjortestof. Jeg studerede hans smukke ansigt – den lige næse, de høje kindben og fyldige læber. Hans nøddebrune hår fik gyldne strejf i solskinnet, og de mandelformede øjne lignede flydende, blå ædelsten.”[2]

Og fyren er ikke engang vampyr denne gang! Bethany er, på trods af sin englestatus, som en ung forelsket teenager er bedst; besat af sin lækre fyr. Jeg forstår det godt. Xavier er alt det, en fyr skal være; beskyttende, men ikke overdrevet meget. Sød, men humoristisk, så det ikke bliver kvalmende. Populær, men ikke krukket. Lækker, men ikke arrogant. Opmærksom, men ikke snagende. Accepterende, men ikke naiv. Osv.. Alexandra har tydeligvis projekteret enhver teenagepiges idealforestillinger om en drømmefyr over på Xavier, og givet ham til en engel, så at ingen menneskelig pige alligevel kan gøre sig forhåbninger om at få ham.

Mytologien

Blandet med kærligheden findes der i Hades også hele mytologi- og religionsaspektet. Bethany og hendes søskende, Ivy og Gabriel, er alle engle sendt til jorden for at bremse dæmonernes skadelige påvirkning på menneskene. Gabriel er selveste Gabriel, og også Mikael gør sin optræden i bogen, så den kristne religion er i den grad til stede. Bethany er desuden kysk jomfru, hvilket tiltrækker dæmonen Jake Thorn, en falden engel (før kaldet Arakiel), til at ville forføre hende og gøre hende til dronning over Hades Tredje Rige. For ikke nok med, at vi har den græske mytologi med Hades, den kristne mytologi med engle og djævle, så har bogen også sin helt store byggesten; Dantes Inferno! Hades er inddelt i ni cirkler, og Jake Thorn er dæmonprins af den tredje cirkel. Selve udseendet i Hades er ligeledes hentet fra Infernoet, både med torturinstrumenter, ildpøle, pinsler, plager og onde væsner. Jake Thorn og Big Daddy (ja, det kaldes Lucifer i denne bog) er begge faldne engle, hvilket Alexandria også indfletter sammen med Miltons Tabte Paradis.

Bogen er nummer 2 i serien, og kvalificerer sig som en god ungdomsroman i dens afsæt i de mange intertekstuelle referencer forfatteren foretager sig. Man kan sige hvad man vil om hele kærlighedsaspektet, måske er jeg bare 10 år for gammel til lige den slags teenagelove, men hvorom alting er, så er det helt klart en serie der har potentiale, og jeg ser frem til at få læst både 1eren og 3eren.



[1] Hades, s.76
[2] Hades,  s.11
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar