mandag den 18. juni 2012

Skønhedsplettet digtsamling

Anmeldelse af Mette Moestrup: Dø, Løgn, Dø, Gyldendal. Anmelder: Anne Skov Thomsen.


[…] Syret, egentlig,
så tilbøjelig man er til at se bort fra det iøjnespringende
manglende venstre øje. Lukke øjnene for manglen, udelukke
skamferingen fra synsindtrykket af ansigtets fuldkomne skønhed.
Eller er det netop manglen, den hvide øjenhules blotlæggelse
af skinnet som skin, der tiltrækker blikket? Er det skamferingens over-
skridelse af skønheden, der gør skønheden så skøn, en øjenfryd? Hm…”
                                                                                         
(Moestrup: 108)

Citatet er fra Mette Moestrups nyligt udkomne digtsamling, Dø løgn dø, og ligner til forveksling den tilstand jeg efter endt læsning finder mig selv i: et ”hm..” over en forvirret oplevelse vekslende mellem fremragende poetiske passager og en hæslighedsæstetik, som keder mere, end den provokerer. Men som det vil fremgå, er jeg knapt så overbevist om, at hæslighedens ’skamfering’ af værket er, hvad der gør det så ’skønt’. Tværtimod finder jeg, at de vellykkede passager bliver det, der haler hele samlingen op af ligegyldighedens sump.

Digtsamlingens 167 sider er inddelt i fem adskilte dele med titlerne: HVID MÆLK FRA DET ONDE BRYST, MEGET LIDT OM CLEÏS, LADIES FIRST, ANSIGTER I ANSIGTER OG SORT TREKANT.
 
Det mest iøjnefaldende gennemgående element er farven hvid, der sporadisk og opfindsomt optræder i form af (moder)mælk, sne, tamponsnore, melboller, zebrastriber, Nefertitis manglende venstre øje (jf. citatet), gaze, klavertangenter, risengrød, Snehvide, brudeslør, Ku Klux Klans hatte, mælketænder, porcelæn, pudder etc. For at det ikke skal være løgn, er digtene også trykt på 5 forskellige nuancer af hvidt papir. En undtagelse i samlingens hvide snit er den sidste del, SORT TREKANT, der bogstaveligt som i overført betydning forbliver sort. En gigantisk, symbolsk nedadvendende trekantopstilling af alverdens kvinder klædt i sort ler larmende gådefuldt fra samlingens sidste side.
                                                                                                                
Det, samlingen vinder på, er de stærke billeder og scenarier, som serveres med Moestrups fænomenale rytmiske sprogøre og raffinerede associationsrækker. De poetiske beskrivelser er fornyende og tankevækkende. Intertekstuelle referencer optræder i talrigt omfang (hvad der også fremgår af en lang liste bag i bogen), og de spidsfindige ordspil, der optræder både visuelt og auditivt, undgår det uopmærksomme øje. Desværre gør sidstnævnte sig også gældende for det, som må betegnes som værkets tematiske omdrejningspunkt: et ambivalent, moderne kønsportræt af en frigjort, rå kvindelighed, der håndterer moderrolle og seksualitet side om side. En moden kvinde, som stadig er ”mand for menses”, som Moestrup skriver. Og en kvindelighed, der, som SORT TREKANT antyder, ikke så entydigt lader sig portrættere. Som sådan et spændende og facetteret motiv, men med en kedelig tendens til at drukne i en kedsommeligt frastødende overflod af brugte menstruationsbind, kønsorganer og personlige, kropslige intimiteter i forskellige (de)formationer.

Værket former en imponerende mosaisk mangfoldighed af genrespil og sproglige sammenstød mellem det hverdagslige og det poetiske, det systematiske og tilsyneladende tilfældigheder, visuelt sprog og lydsprog, det historiske og det hypermoderne. Men også her bliver legen indimellem for meget af det gode. Lalleglade ligegyldigheder gør, at værket ikke bliver stramt nok komponeret. Der er for mange sproglige sidespring i forholdet mellem tema og form.

Spørgsmålet er, om man i sidste ende er villig til at lukke øjnene for ’skønhedspletterne’ (eller måske snarere; ’vorterne’) og udelukke dem fra indtrykket af værkets ubetvivlelige skønheder?
Hm. Jeg tænker stadig.

                                                          

Ingen kommentarer:

Send en kommentar