mandag den 11. juni 2012

Dramatisk dansk fantasy uden Disney-klichéer

Anmeldelse: Mette Finderup "Smertensbarn" Gyldendal, maj 2012 skrevet af Mette Christensen

 
Et alderdomstegn må vel være, når man begynder at brokke sig over tempoet. Det vil jeg derfor undlade, for selvom man flyver af sted over stok og sten i Mette Finderups nye ungdomsroman, så er jeg ikke i tvivl om, at ungdommen kan følge med – og vil følge med.

Det nye skud på den efterhånden velvoksne stamme af fantasyromaner til unge er en intens og dynamisk tekst, der ikke lefler for Disney-romantikken og Twilight-kulten. Trods sin tilknytning til fantasygenren, er det en roman der beskæftiger sig med de barske realiteter. Ikke mindst den barske realitet, at kærlighed kan gøre ondt.

Det er måske for børn, men det er ikke for sarte sjæle. Romanen foregår i vikingetidens Danmark og selvom vores stakkels hovedperson er datter af en høvding, er hun langtfra en prinsesse. Hun er en fandenivoldsk og barsk pige, der kastes ud på en hæsblæsende rejse fra barn til voksen. Denne rejse fører hende i første omgang til Asgård, hvor hun skal møde guden Freja. Det går naturligvis fuldstændig galt.

Et af de fineste elementer i denne roman er i min optik, at Mette Finderup med al kraft formår at genindsætte de nordiske guder i deres frygtindgydende positioner. I megen anden børnefiktion er de ofte blevet menneskeliggjorte og nogle gange nærmest latterliggjorte, men her troner Finderup altså i den anden grøft. 

Guderne er dødsensfarlige og det samme er kærligheden.  Ikke mindst for vores stakkels hovedperson, der mildest talt ender med at gøre sig uvenner med guden Freja.

Mette Finderup skriver på en ligefrem og Lindgrensk facon, fordi teksten eksisterer på ”barnets” præmisser og hun ikke er bange for, at tage barnets parti og lade figurerne bande og gøre alt det man ikke må overfor de voksne. Det er forfriskende. Der er ikke nogen moralske pegefingre, kun et spændingsmættet plot og en stor forståelse for, hvor kaotisk det i virkeligheden er at være ung. Spændingsfeltet mellem drømmen om det romantiske og det decideret grumme træder frem i al sin styrke. Hun pakker hverken læseren eller heltinden ind i vat, men tager ungdommens problemstillinger alvorligt på sin egen livlige og frække facon.

I denne roman er det plottet der driver værket og spændingen slippes ikke et sekund. Sproget bliver i den forbindelse brugt som det redskab det (også) er, men det gør ikke romanen mindre fængende. Litteratur bliver ofte negligeret, hvis det er plot-drevet eller skrevet til unge. Det er en fejl. For der er ikke nogen tvivl om, at værker som dette virkelig kan noget rent litterært. I dette værk bliver et skånselsløst drama oprullet for læseren i den ene knivskarpe sætning efter den anden og hvis man vil følge med tiden og med Mette Finderup, ja, så skal man ikke være alt for forstokket: Det er en roman der simultant er loyal overfor sin genre og samtidig udfordrer den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar