mandag den 4. juni 2012

Det Lindgrenske barndomsland

Litterær artikel om stedets betydning og afgrænsning hos Astrid Lindgren skrevet af Mette Christensen


Engang overhørte jeg en samtale toget: En mor diskuterede med sin mor, om det var Astrid Lindgren, der havde skrevet Brødrene Løvehjerte, eller om ikke det var Hodja fra Pjort, hun havde skrevet. Jeg håber ikke, at jeg var den eneste i vognen, der krummede tæer, for i min verden er Astrid Lindgren en lysende fakkel indenfor nordisk børnelitteratur, og hovedværkerne i hendes forfatterskab bør, i hvert fald, kendes af mødre.  Men de bør også kendes i litteraturvidenskabelige sammenhænge, for Astrid Lindgrens forfatterskab rummer mange interessante perspektiver, ikke mindst når det gælder barnets og barndommens tilstedeværelse i litteraturen.

Det er et sådant litteraturvidenskabeligt perspektiv, der muliggør denne artikel.
Jeg er sandsynligvis ikke den eneste, der altid har oplevet Astrid Lindgrens egen personlighed som forunderligt tilstedeværende i hendes litteratur. Dette får mig gang på gang til at spørge mig selv, hvilken rolle Astrid Lindgrens egne barndomserindringer spiller i hendes fiktion. I refleksionerne over dette spørgsmål læser jeg hendes smålandsdigtning[1], fordi disse værker placerer sig tættest på hendes egen barndom.

Erindringens lokalitet

Astrid Lindgren bygger med sine fiktionaliserede erindringsfragmenter et stillads, der består af sproglige udtryk, personer, episoder, stemninger og ikke mindst lokaliteter. Derfor er det interessant at undersøge barndommens sted, som det implementeres i fiktionen. Det er nemlig ikke kun Emils skarnsstreger, der er væsentlige i bøgerne om ham, det er også de mange mere eller mindre oversete skildringer af folkelivet, der tildeler sted og miljø en central placering i værkerne. Skildringen af omgivelserne i Emil-bøgerne bygger på en intens kærlighed til hjemstavnens folk og traditioner - og det er vel at mærke Astrid Lindgrens egen hjemstavn. Dette gestalter Småland som et særligt sted, nemlig barndommens sted. Der ligger altså et kulturhistorisk og hjemstavnsorienteret mønster i implementeringen af stedet i værkerne om Emil fra Lønneberg:

”Hvert et menneske fra Lønneberg og de andre sogne tog derhen for at sælge tyre og købe stude og bytte heste og træffe folk og finde sig en kæreste og spise bismarcksklumper og danse scottish og komme op at slås…”[2]

Beskrivelsen af Vimmerby marked eksemplificerer, hvordan gendigtningen af det miljø, barndommen har udspillet sig i[3] spiller en stor rolle for fiktionen. Inden for handlingsapparatet finder vi dog også et stemningsmalende mønster, der centrerer sig omkring naturen i barndommens miljø:

”Hvis du nogensinde har været i en skov i Småland en tidlig søndagmorgen i juni, så husker du også, hvordan der er. Du hører gøgen kukke og solsorterne fløjte, du mærker, hvor glat stien med det tykke lag grannåle føles under dine bare fødder…”[4]

I dette eksempel fornemmer man, hvordan Astrid Lindgren ”genbruger” de sanseindtryk, hun har med sig fra sin barndom, i sin fiktion. Gestaltningen af stedet rummer altså to forskellige spor, dels en udpræget hjemstavnsbevidsthed og dels en særlig indlevelse i egnens naturomgivelser.[5] De erindringer fiktionen bygger på, knytter sig altså til stedet og fortællingen om barnet og barndommen er på den måde et led i en større stedsfortælling, som den ikke kan være foruden.

Vi har det dejligt i Bulderby

Bulderby-bøgerne er måske de af Lindgrens værker, der handlings- og stedsmæssigt placerer sig tættest på hendes egen barndom. Her er det børnenes egen ”legeverden” der manifesterer sig som narrativets spatiale centrum. ”Det var et under, at vi ikke legede os ihjel” sagde Lindgren selv om sin barndom, og i Bulderby er legen altdominerende – ligesom Bulderby som sted. Den stedstilknytning vi møder i værkerne om Bulderby-børnene udmærker sig ved, at figurerne kun har én målrettet tilknytning til et specifikt sted. Mantraet ”vi har det dejligt i Bulderby” går igen og igen i værkerne og det er helt utænkeligt for barnet, at man skulle kunne bo andre steder:

”Det var vel nok godt, at nogen fandt på at bygge Bulderby. Ellers havde vi jo ikke haft noget sted at bo”[6]

Bulderby er en fiktionaliseret og afgrænset barne- og erindringsverden, hvor det i sidste ende kun er tiden, der truer: Fremtiden og døden er ikke, som man skulle tro, fraværende i Bulderbys ”umulige idyl”.  Særligt i mit favoritkapitel ”Farfar bliver firs” sniger frygten for døden og fremtiden sig ind i barneidyllen:

””Tænk om krigen kommer og ødelægger hele Bulderby!” sagde Bosse. ”Tror du, den gør det, farfar?””[7]

I samme kapitel beder Anna, i en meget smuk scene, Farfar om at love, at han aldrig dør. Bulderby er et heterotopisk landskab – en syntese mellem et konkret geografisk sted og et eksistentielt rum.[8] Scenen for barndommens begivenheder eksisterer i virkeligheden, men ”barndommens sted” eksisterer kun i erindringen. Stedet i barndomsskildringen rummer altså en dobbelt funktion bestående af realplan og eksistentielt/erindret plan. Astrid Lindgren skaber, i fiktionaliseringen af sine erindringer og deres sted, et vakuum af rendyrket barndom, og man kan på den måde sætte lighedstegn mellem Småland som erindret sted i børnefiktionen og Astrid Lindgrens eget tabte barndomsland.


[1] Af de mest kendte værker indenfor Astrid Lindgrens smålandsdigtning kan nævnes bøgerne om Emil fra Lønneberg og bøgerne om børnene i Bulderby, men også fortællingerne om Kitte Kry og Grynet.
[2] Astrid Lindgren Mere om Emil fra Lønneberg (Gyldendal 1989) p. 46
[3] Astrid Lindgren voksede op på gården Näs lidt udenfor Vimmerby i Småland.
[4] Astrid Lindgren Han er her endnu – Emil fra Lønneberg (Gyldendal 1989) p. 47.
[5] Ellen Buttenschøn Smålandsk fortæller (Gyldendal 1977).
[6] Astrid Lindgren Bulderbybogen (Gyldendals Bogklub 1967) p. 197
[7] Astrid Lindgren Bulderbybogen (Gyldendals Bogklub 1967) p. 197
[8] Per Thomas Andersen Identitetens Geografi (Universitetsforlaget, Oslo 2006) p. 33

Ingen kommentarer:

Send en kommentar