mandag den 28. maj 2012

Røde kinder

Et essay om erotisk litteratur skrevet af Julie Luna Bayer 


Safter, lyst, penis, begær, vagina, erektion, venusbjerg …
Mange kan ikke tåle at skue ord som disse. Men ord er de jo alligevel. En del af litteraturen, og blevet brugt på både godt og ondt, fra det kunstneriske til det blot slibrige. Men erotisk litteratur har aldrig haft nogen stor plads i den litteraturundervisning jeg har modtaget. Til nøds blev Boccaccios ’Dekameron’ inddraget, fordi det var småt med klassikere fra renæssancen.
D. H. Lawrence kan nævnes som en noget nyere repræsentant i litteraturhistorien. Jeg har læst den glimrende ’Lady Chatterleys elsker’, men den satte sig ikke fysiske spor i mig.

Til gengæld gemmer der sig, på min bogreol, blandt Sofokles og Knausgård, en lille sart paperback fra Penguin classics. Det er Anaïs Nins ’Little birds’, ’Små fugle’ fra 1979[1]. En dejlig samling såkaldt erotisk litteratur, små noveller om mennesker, hvis seksualitet på forskellig vis bliver udfordret og lokket frem. Fra voyeuren som blot tænder på at kvinder og små børn beglor ham, til maleren som hellere begærer et maleri af sin kone, end konen selv, til en række mindre afvigende seksualiteter også. De erotiske beskrivelser fylder langtfra novellerne ud.  De rummer også malende karakterskildringer og fine miljøbeskrivelser, som vi kender det fra den bedste slags litteratur, og som hensætter en til fx. et boheme Paris, et meget intimt familieliv i Maryland, eller et New York i 40’erne. Især er det det franske og maler-livet, spændingen mellem kunstner og muse der interesserer Nin. Også smerten ved ikke at kunne udleve eller nå sin egen seksualitet er et tema.

Erotik i sit udgangspunkt, i sin sproglige tilknytning, ligger i det gamle græske ord eros, hvor det var et udtryk for et møde mellem krop og sind. En længsel efter det kropslige, som der ikke gives efter for, således at intensiteten bevares. Sjælelig tantra, seksuelle overtoner frem for udløsning. Sådan en tilgang til erotikken og litteraturen om den er der næppe mange der har i dag. Googler man erotisk litteratur får man snarere datingsites og kvinde-fora, end en faktisk snak om værker. ’Erotik’ eller ’erotisk litteratur’ er ikke noget der står i registret bagi min litteraturhåndbog. Mange forbinder nok snarere erotik med en slags mere eller mindre blid form for pornografi.

Der er såmen også masser af pik og patter i Anaïs Nins lille novellesamling. Alligevel handler ’Little birds’ også om erotik i ordets oprindelige forstand, idet novellerne hele tiden spiller på grænser mellem ophidselse og afgivelse. Det er ikke bare to ryk og en aflevering, i et farverigt sprog. Meget oftere handler det om, at hovedpersonerne ved novellens slutpunkt ikke har opnået et fuldendt klimaks.

Nin er også bevidst om konflikten i den erotiske litteratur. Grænsen mellem det raffinerede, det ’’normale’’, modsat det øgede fokus, der pirker til forskubbelsen hen til det unaturlige, det ekstreme eller det blot platte. I fortalen til ’Little birds’ skriver hun: >>it is one thing to include eroticism in a novel or a story and quite another to focus one’s whole attention on it. 

The first is like life itself. But focusing wholly on the sexual life is not natural. It becomes something like the life of a prostitute, an abnormal activity that ends by turning the prostitute away from the sexual. Writers perhaps know this. That is why they have only one confession or a few stories, on the side, to satisfy their honesty about life<<

For Nin er det altså ikke så nemt at adskille erotiske litterære elementer fra det virkelige liv, og det er en kunst hvorvidt man vipper over og bliver en prostitueret, en forvrænget art forfatter, som har vendt sig væk fra selve målet med litteraturen. Her tilbyder hun også en mulig forklaring på, hvorfor forfattere som Lawrence og fx. Gustave Flaubert (i ’Madame Bovary’) langtfra går linen ud.

Jeg er selvfølgelig ikke ikke blevet undervist i erotisk litteratur fordi underviserne var sippede og ikke tålte ordet penis. Snarere fordi erotisk litteratur måske er noget udefinerbart. For hvor går grænsen mellem kunst og slibrighed? Skal graden af erotik i værker være et kvalitets-parameter? Og kan man sætte kunst/kunstnerisk litteratur i rammer blot alt efter hvor dirty det er? Det skete til dels for Anaïs Nin. I mange tilfælde en prist forfatter, anerkendt for sin originalitet, men i lige så manges øjne et eksempel på ’forbudt litteratur’. Selv Nin undskylder let på egne vegne med at, ’penge skulle der tjenes’, og det holdt hårdt i 1940’ernes New York. Her blev hun madammen i et selskab af unge forfattere, for hvem sulten fremprovokerede og stimulerede den ene mere vilde sex-historie efter den anden.

’’As for me, my real writing was put aside when I set out in the search of the erotic’’ 

skriver Nin. Her misfortolker hun sig selv, for hendes erotiske værker er også ’rigtig skrivning’. Måske var det det med at tingene ofte gled sammen, erotikken i livet og dens litteraritet blev to sider af samme mønt. Som der står i en beskrivelse af bogen: >>Lust, obsession, fantasy and desire, emerge as part of the human condition, as pure or as complex as any other of its aspects<<.

Anaïs Nin, ’Little birds’, 1979, Penguin Books m.fl.



[1] posthumt udgivet, 2 år efter hendes død

Ingen kommentarer:

Send en kommentar