mandag den 28. maj 2012

Menneskelig litteratur eller litterær menneskelighed?

Reportage fra foredrag med Pablo Llambías i Kakofoni onsdag d. 9. maj 2012 skrevet af Ditte Obeling. 


Som jeg synker ned i en af de bløde altopslugende stole ved siden af mine kammerater fra Nordisk til Kakofonis arrangement, føler jeg, at stemningen er sat. En velkendt følelse af, at det vil blive en aften med autentisk Nordisk-hygge og forfatter-foredrag, denne aften med Forfatterskole-rektor og digter Pablo Llambías. Atmosfæren er hyggelig og velkendt, fyrfadslysene står klar på bordene. Der er lagt op til en litterær og underholdende aften. Alt er, som det plejer.

Stefan Kjerkegaard kommer på, og det er tid - tid til Stefan Kjerkegaards dagbog: Dagbog til Bob. I dagbogen skriver Stefan til Bob, at han er nervøs. Nervøs for at møde Pablo og skulle introducere ham. Stefan skriver til Bob om Pablos alsidighed. Stefan understreger især overfor Bob, at Pablo har en særlig ærlighed. Ærligheden er en lumsk størrelse, for hvem taler, spørger Stefan Bob? Kjerkegaard er velartikuleret og underholdende som altid.

Nu er tiden kommet. Pablo Llambías skal på i egen høje person. Jeg har set plakaten og forventer at få performance, usynlige eller synlige masker, ekstravagance og en snert af litterært snobberi.

Pablo Llambías træder op til mikrofonen, og jeg får et menneske. Et menneske casually klædt i afdæmpede farver, stadig med overfrakken på og med en bog under armen.

Det begynder, som det plejer. Forfatteren fortæller om sit liv. Pablo Llambías fortæller, at han skriver ivrigt med forbilleder som f.eks. Suzanne Brøgger og Henrik Stangerup. Før i tiden læste han feministiske debatbøger, som om de var skønlitteratur og tænkte ikke over skellet mellem faglitteratur og skønlitteratur. Man kan måske sige, at opløsningen af skellet mellem fiktion og virkelighed falder ham naturligt. Hans første bog udkom i 1996.

Så er det, det sker. Seneste del af Llambías' forfatterskab ruller sig pludselig ud for fuld skrue i oplæsningen af ”Ud over havet”. Gentagelsesfigurerne hvirvler forbi i en storm af afsavn og uigenkaldelige afslutninger. Det rammer noget helt enkelt og eksistentielt, når han lader sætninger som ”Vi vinker farvel til din bog, vi vinker farvel til min bog” og ”Vi klapper bøgerne i” gå igen som klaprende døre, der konstant åbner og lukker sig i digtet, der flyder over i hav- og strandtematik blandet med afsked, afsavn og angst. Det er som om, vi alle sammen hører den tavse lyd af tusind bøger, der smækkes i, og skibe der letter anker for aldrig at vende tilbage, da Llambías læser op. Tavsheden i rummet, vi sidder i, er spækket med angst, men også med menneskelighed.

Som forfatteren og mennesket Pablo Llambías fortsætter oplæsningen fra sin bog Monte Lema, et værk, der er 3-delt efter temaerne angst, kærlighed og poetik, viser det sig, at den er virkelig nok. Angsten. Det er som om, der lægger sig snærende fortrolighedsbånd mellem os tilhørere og forfatteren eller mennesket Pablo Llambías, da han læser: ”Det skal vel have en dato. Tredje oktober 2009. Det er den sidste dato, hvor jeg er normal.” Han skriver om pillerne, han skal tage. Pillerne, der fratager ham lysten, men ikke lysten til, at lysten skal være der. Usikkerheden på fremtiden. ”Jeg er bange for aldrig at kunne være den anden, jeg var engang,” skriver han om den psykiske lidelse, der skal ændre hans liv. En ny søgen efter en ny mening. Tvivlen på kærligheden hænger også sammen med angsten, og det viser sig snart, at angsten også præger bogens kærligheds-del, som han læser op fra. Bogen er på paradoksal vis meget modigt gennemsyret af angst.

Det virker så nært og så personligt. Pludselig er rummet ligesom blevet mindre, vi kommer tættere på hinanden. Vores menneskelighed kommer i centrum. Under spørge-runden føler en ung kvinde sig nødsaget til at spørge forfatteren, om han er okay. Jeg indser, at jeg må skubbe de litterære briller op i panden til en afventende position, hvis jeg virkelig vil forstå denne aften og dens budskab.

Det er ikke, hvad jeg havde ventet. Men lige så stille føler jeg mig positivt overrasket. Litteraturen kan noget nærværende. Stadigvæk og på nye måder. Jeg spørger mig selv, hvor forfatteren Pablo Llambías begynder, og mennesket holder op. Han taler om, at han har ofret privatlivet til sit forfatterskab. Det hele hænger uløseligt sammen. Den lille litterat inden i mig hviner ”Men hvor bliver litteraturen af!” imens mennesket i mig mærker nærværet af et andet menneske, der måske også er litteratur. For han taler jo stadig om litteraturen - selv nu, hvor han bare er menneske. Eller en menneskelig tekst?

Jeg tror, vi er flere, der i denne time føler, vi kan mærke det i rummet og på vores krop: Følelsen af, at vi står overfor et menneske, der via litteraturen lukker os ind. Der er en umiskendelig afsender af værket. Men der er også en ukendt følelse af, at mennesket er litteraturen, og litteraturen er mennesket. Nærværet og menneskeligheden tager over og blander sig med forestillingerne om, hvad litteratur er, og hvad litteratur skal kunne.

Da jeg går fra foredraget den aften, spørger den indre arrige litterat mig vedhængende: ”Hvor blev litteraturen af?” Til sidst kan jeg ikke andet end smile af mine egne forventninger og min indre ivrigt gjæffende Pitbull-litterat. Jeg mærker for første gang i lang tid tilfredsheden ved litteraturens simple menneskelighed. En menneskelighed, der i Pablo Llambías foredrag blev så nærværende, at den gik i symbiose med litteraturen i en sådan grad, at vi ikke længere kunne kende hverken menneske fra værk eller fiktion fra virkelighed. En menneskelighed, der kan række ud over den indre litterats forventninger. En menneskelighed, der fastholder litteraturens menneskelige relevans.

Pablo Llambías' foredrag blev for mit vedkommende først og fremmest en påmindelse om altid at søge menneskeligheden og medmenneskeligheden. I livet og hverdagen, men også i litteraturen. For det er i sidste ende her, litteraturen kan give os noget stort: Litteraturen kan give os nærvær. For litteraturen kan give os tilstedeværelsen af et andet menneske i den medmenneskelige ensomhed, der opstår mellem menneske og bog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar