mandag den 7. maj 2012

Jeg'ets facetter

Reportage fra et arrangement om jeget i litteraturen på Litteraturhaus i Kbh. skrevet af Jo Carlsen

I en lille sidegade til Nørrebrogade ligger en gammel nedlagt kirke mast inde mellem københavnernes høje huse. Jeg har gået forbi her mange gange, men ser først rigtig kirken i dag, da kirken huser det arrangement, som jeg skal deltage i. Det er Danmarks første Literaturhaus, et sted, hvor diverse kulturelle og litterære arrangementer udspiller sig. Det er et fænomen, som er startet i Tyskland, og som nu har spredt sig til andre storbyer i Europa. Her kan litteraturelskere mødes og dele deres passion for litteratur uanset alder, køn og profession.



Jeg skal deltage i arrangementet ’små og store jeg’er i samtidslitteraturen’. Et hold studerende fra Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet har undersøgt jeg’ets status og relationer i værker af blandt andre Gertrude Stein, Bjørn Rasmussen og Juliana Spahr. I aften vil tre studerende fremlægge, hvilke jeg’er de er stødt på i denne litteratur.

Til højre for kirkens hovedindgang fører en lille trappe ned i kælderen. Det er her arrangementet foregår. Mit første indtryk af denne noget anderledes lokalitet er en stemning af hjemlighed. Det er som at være havnet i nogens dagligstue. I den ene ende af rummet figurerer et åbent køkken, hvor dagens ret er blevet til. Det medfører en duft af karry og nybagt brød. Rundt i rummet står bordene tæt med ternede duge, levende lys og lyserøde roser. Der er mønstret tapet på væggene og en kamin i hjørnet. Det gennemgående unge publikum har slået sig ned ved de sammenpressede borde, hvor de nyder en skål suppe og en øl. Folk mødes med deres medstuderende og venner, de hilser, finder stole, rykker sammen. På trods af den sparsomme plads, finder alle et sted at sidde.

Som opvarmning til litteraturarrangementet spiller bandet Behind Seven Mountains. Musikken er en slags drømme-indie, og der går ikke lang tid, før tilskuerne bliver fjerne i blikkene. Det er tydeligt at se på folks øjne, at de mentalt forsvinder væk fra Literaturhaus og ind et sted i bevidstheden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at aftenen ikke kun handler om litteraturens jeg’er, men også alle de jeg’er, der befinder sig i rummet.

Efter tyve minutters musik begynder debatten om det litterære jeg. Tre studerende præsenterer tre jeg-positioner, der på hver deres måde gør op med den klassiske jeg-fortælling. Den klassiske jeg-fortælling forklares som en afgrænset jeg-position, hvorfra verden betragtes og beskrives.

Det første oplæg tager udgangspunkt i Gertrude Steins ’Salad dressing and an artichoke’, og her præsenteres det ydmyge, næsten ikke eksisterende jeg. ”Udgangspunktet for denne læsning er den posthumanistiske teori om, at verden bliver til i mødet mellem subjekt og objekt”, fortæller den studerende og fortsætter: ”i dette møde viger digtets subjektposition pladsen til fordel for objektet og bliver dermed ydmygt”.

Dernæst får vi præsenteret det klamme jeg fra Bjørn Rasmussens roman ’Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet’. ”Hvad vil det sige at skrive med røvhullet?”, spørger den studerende ud i rummet. ”I denne roman er ideen om det afgrænsede jeg forkastet, fordi der er fokus på kroppen og dets ændringer og åbninger”. Romanen læses altså her som en destabilisering af ideen om jeget som afgrænset fra omverdenen. Den studerende forklarer, hvordan man nogle steder kan tale om kroppens grænser som flydende, idet kroppen for eksempel udskiller forskellige kropsvæsker: ”Sådanne ting går ind og forstyrrer kroppens grænser, hvornår er det en del af kroppen, og hvornår er det ikke, og man kan derfor tale om nogle øjeblikke, hvor man lander mellem subjektet og objektet”.

Også i det sidste oplæg udforskes grænserne mellem subjekt og objekt, dog på en helt tredje måde. Juliana Spahr erstatter i digtsamlingen ’Well then there now’ jeg’et med et ’vi’ og fungerer derved som et på en gang politisk og poetisk modsvar til den personlige, ekskluderende fortælling. ”På grund af vores store optagethed af den personlige fortælling, jeg’et, bliver det provokerende, når Spahr vælger vi’et frem for jeg’et. Vi’et er på en gang inkluderende og ekskluderede, fordi læserjeg’et bliver nødsaget til at forholde sig til sin egen position”, fortæller den sidste taler og runder dermed oplægsrækken af.

Aftenens oplæg er interessante og, holder man tungen lige i munden, lærerige. Der er dog ingen tvivl om, at det er akademikere, der i aften har overtaget Literaturhaus. Hvis stedets hjemlige rammer blev skiftet ud med universitetets gule vægge, ville aftenens arrangement minde om et akademisk oplæg. Det er da også tydeligt, at da de tre studerende til slut åbner for diskussionen, synes mange af de fremmødte at være deres medstuderende fra det samme hold. Det betyder, at diskussionen starter et sted, hvor det som udefrakommende kan være svært at være med. 

Aftenens arrangement er altså begrænset i og med det kræver en specifik litterær baggrund for at få noget ud af arrangementet.

Men når det så er sagt, skal det siges, at aftenen for en litteraturstuderende er yderst inspirerende. Det er nemlig interessant for en gangs skyld at høre andre litteraturstuderendes tanker og ideer.

Da jeg efter arrangementet går op ad kælderen og ud på Nørrebrogade, tænker jeg på, hvordan mit eget jeg har ændret sig i løbet af aftenen. Det har været et nysgerrigt jeg, et koncentreret jeg, et opmærksomt jeg, til tider et frustreret jeg, et tilfredst jeg, et stimuleret jeg, ja mit jeg har bevæget sig rundt i dets mange facetter.

I hvert fald går (mit) jeg fra Literaturhaus med en følelse af et snarligt gensyn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar