mandag den 21. maj 2012

I mødet mellem musik og poesi

Essay om forholdet mellem poesi og musik skrevet af Nicoline Thoning.

 
Poesien er i den seneste tid blevet en anden, og på den litterære scene optræder en ny slags poet. Disse nye poeter sætter ikke bare musik til digte eller digte til musik, men stræber efter et ligevægtigt tværæstetisk møde mellem de to kunstarter. Poesien har således vendt sig hen mod mundtlighed og lyd, hvor teksten tvinges i baggrunden til fordel for forfatteren, hvor den mundtlige performance af poesien er i fokus. Poesien som oplevelse.


For nyligt var jeg vidne til en sådan poetisk oplevelse i Musikhuset, hvor digterne Nicolaj Stochholm, Søren Ulrik Thomsen og Jørgen Leth i samarbejde med Det Glemte Kvarter skabte en aften i mødet mellem lyrik og musik. Det blev en så stemningsmættet aften, at jeg knap vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. De mange sanseindtryk på en og samme tid, var så overvældende og altomsluttende, at jeg måtte opgive, at opfange dem alle. Men hvad er det som sker, i mødet mellem de to kunstarter, når de poetiske og lyriske fragmenter flyver om øerne, og efterlader lytteren midt i et spændingsfelt?                  

Den grundlæggende forskel på sprog og musik er, at musikkens grundenheder kan identificeres inden for en skala, men ikke bærer en referentiel mening. Dette bevirker, at musikkens lyde og deres betydning må overvejes hver gang, idet at musikken ikke semantisk henviser til en given referent, fornyes grundlaget for hvert nyt værk. Birgitte Stougaard Pedersen mener, at musikken ikke har en betydning, men skaber en, der har udtrykkets karakter og rejser via denne, følelser i sin lytter. Derfor kan musik hverken kaldes semantisk eller meningsløs, fordi den musikalske betydning generes i mødet med lytteren, som en udvidelse af feltet af mulige betydninger.[1] Musikken kan derved siges at synliggøre en totalitet, hvor den viser mere end summen af sine dele. Som lyd eller klag kan sproget opløses i mening og mister derved denne totalitet, mens musikken derimod kan stå uberørt og hel.[2] Forskellen mellem musik og sprog kan i denne forbindelse påpeges der, hvor sprogets fiktive rum opsluges af mening, mens musikkens får lov til at stå uberørt.

Hvor man som læser/lytter gerne vil tillægge sproget den funktion at skabe mening, kan tilføjelsen af musik til ord, trække sproget hen i et uberørt felt, hvor ordene ikke behøver at betyde, men lyde og dermed blive en del af den sanselige oplevelse, som musikken giver. Nogle antropologer arbejder ligeledes med en forestilling om at sproget er opstået af, eller sammen med musikken, i et behov for at udtrykke følelser og ikke primært som et redskab for kommunikation.[3] Det at betragte sproget som et ekspressivt fænomen, gør at man må medtænke det udtryksmæssige niveau i sproget. Man må derfor være opmærksom på, at sproget og stemmen har sit udspring i og henter sine impulser fra kroppen, og at tonen når vi lytter, stemmer sindet. 

Så når poeter sætter deres poesi sammen med musik, kan det være med til at løsrive sproget fra sin semantiske mening, hvilket skaber mere fokus på det udtryksmæssige og sanselige i sproget. For ved hjælp af musikken, ligesom musikken, kommer sproget således til at repræsenterer et udtryksbehov. Men betydningen bliver et både- og, idet der ligger en betydningshandling fra værk og fra læserside/lytterside i en tilskrivning af betydning i receptionen.[4] På den ene side kan betydningsarbejdet forstås som den bevægelse eller energi, der finder sted i mødet med værket, mens samme værk kan siges at foranledige betydningsarbejdet i kraft af sine specifikke kvaliteter. 

Betydning er herved noget som er, samt noget der er i færd med at blive til. Med denne pointe i baghovedet, må man så medregne, at det afhænger af lytterens måde at lytte på, hvorvidt musikken flytter ordene over i retning af musikkens betydning, der har udtrykkets karakter, eller om musikken for lytteren er med til, at forstærke og fastholde ordenes indholdsmæssige betydning. Måske er det netop derfor, at jeg følte mig så sønderrevet af bare sanseindtryk efter min oplevelse i Musikhuset, fordi man hele tiden bevæger sig frem og tilbage mellem polerne i dette betydningsspektrum. Men det er samtidig denne bevægelighed, som er medvirkende til at skabe et rum for en sansning af poesien, der ikke nødvendigvis sigter mod mening, men mod en sanseoplevelse af ordene såvel som musikken.    




[1] Birgitte Stougaard: Afhandlingen It don’t mean a thing if it ain’t got that swing – gestisk betydningsdannelse i litteratur og musik (2004) s. 22. 
[2] Ibid.: s. 27.
[3] Ibid.
[4] Ibid.: s. 23.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar