mandag den 30. april 2012

Hvad skoven bringer med sig

Et essay om Kerstin Ekmans "Hændelser ved vand" skrevet af Julie Luna Bayer 

Det duer dårligt at læse Hændelser ved vand på stranden en varm sommerdag, eller som kortvarig adspredelse ind imellem hvidvin og sladder ved poolen i, for eksempel, Thailand. Helst skal du nok isolere dig lidt. Det må gerne være mørkt. Det kan være du skal have lidt at styrke dig på, for du kan forberede dig på at falde i et mosehul, et med både fascination og forvirring.


Jo, det var her. Eller rettere sagt fire kilometer opad, regnet fra den lille by, ved den sø, man kaldte Lobberån. Den havde haft andre navne og ville få nye. Nogle steder var det en strid å, der længere oppe kastede sig ud over stejle klippeskrænter og dannede vandfald. Men mellem strækninger af åen med stærk strøm åbnede der sig flere store og dybe rolige søer. Der groede turt og nordisk stormhat højt over hovedet på én og man kunne falde i bæverhuller, når man prøvede at bane sig vej.

Kerstin Ekmans Nordisk-råds-litteraturpris-vindende roman fra 1993 centrerer sig hele tiden om skoven, som også herovenover. Citatet beskriver det sted, Lobberån, hvor et grusomt dobbeltmord igangsætter romanens handling.

I Starten af 1970’erne flytter Annie og hendes lille pige Mia til den hensynkende flække Svartvattnet, ’det sorte vand’, i Nordsverige. Det er bussens endestation, ikke langt fra hvor det næsten uddøde folkefærd lapperne, driver rensdyrhold.
Annies fyr Dan har lovet at hente dem og føre dem til en ny tilværelse i et kollektiv langt oppe i skoven. Men Dan kommer ikke, og efter en smule elendig lokal hjælp, begynder de selv at vandre op til kollektivet, farer selvfølgelig vild, og ender lige op og ned af den sø som er vidne til forbrydelsen.

Men det er slet ikke en kriminalroman Ekman har skrevet, selvom den til slut omfavner sig selv i en fuldendt, løst cirkel, hvor det afsløres hvad der skete. Når den første uhygge har lagt sig, bliver det klart at mordet blot er katalysator. Det giver anledning til at vise, hvordan et helt samfund kan ændre sig, og forblive ændret, af én enkelt handling. Samtidig fletter Ekman fint små historier sammen om de andre personer, som mordet på forskellig vis påvirker, både mere perifere og centrale; Drengen Johan, som stikker af fra sine voldelige halvbrødre og en ukærlig far, den livstrætte Birger, hvis kone netop har forladt ham, og som inddrages i sagen fordi han er den lokale læge. Og endelig følger vi altså Annie, som fra dén nat af, er stigmatiseret af sit vidnesbyrd til forbrydelsen. Ikke kun af sin egen angst, men også af hele det lille samfunds tanker – ’’hun så det!’’.

Men Annie ser også det lille samfund. Hvordan dem oppe i kollektivet på kikset hippie-facon mislykket forsøger, at blive lykkelige ved at leve primitivt. Og egentlig sker der det samme nede i byen, selvom beboerne ikke tænker over det. De mærker den som et svagt pust i nakken, men ser ikke deres egen uddøen. De lever en hård skygge-agtig tilværelse, som er et faktum, hvad enten det er de fremrykkende skovhuggere på egnen, eller skoven selv, der til sidst får taget på dem. 
Men 18 år senere er Annie stadig i byen. Hændelsen ved vandet har naglet hende til stedet, på måder hun ikke selv forstår. Samtidig er der sket noget forunderligt. Svartvattnet er der endnu. På en eller anden måde har det morbide genoplivet byen. Al omtale er bedre end ingen som man siger. Men den udvikling har intet gjort for byens mennesker. Annie er blevet en sær eneboer. Johans før så magtfulde brødre lever mere eller mindre isoleret. Skoven har ladet sine rødder gro helt ind i dem.

Før skrev jeg forvirring, og dét for at være helt ærlig. Hændelser ved vand er ikke letlæst. Ekman springer fra person til person i små kapitler, ofte uden at angive andet end et ’han’ eller ’hun’, og så er det lige med at huske, hvad der nu lige skete sidst man hørte fra den side af. Men hvilken stor litteratur er også letlæst? Hold tungen lige i munden, læs roligt og langsomt, og så vil du atter og atter fanges ind.

Når man læser denne roman er det ligesom at gå i en svensk skov i den lyse sommernat. Helt mørkt bliver det aldrig, men lyset trænger heller aldrig helt ned igennem de tætte graner og de lyse birke, ned til de mosklædte sten. Det skal ikke forstås sådan, at man føler sig uhyggeligt til mode af at læse det. Snarere er det blot en god metafor. Dels for måden Ekman lader samfundet i Svartvattnet være en slags lukket skov, hvis inderste indhold aldrig helt kommer ud i lyset - råddenskaben i jordbundens muld lever i bedste velgående, selv 18 år senere.

Dels er det en metafor for måden man som læser føler, at man opsluges af romanens organiske helhed og bliver en del af den måde, hvorpå skoven omslutter alt i romanen.   
Skoven trækker vejret, hvert forår fornyer den sig selvsagt, men samtidig er den så stabil som noget. Det betyder også, at dens bevidning af mordforbrydelsen altid vil eksistere, og derfor bliver hændelsen ved med at være imprægneret i alle dem der vælger at blive boende i den. For at vise kontrasten, lader Ekman Johan og Mia blive kærester. De to er ’the ones who got away’. Men lige så snart de er tilbage i Svartvattnet fanges de uundgåeligt ind i stemningen igen.

Det er det Ekman forklarer for os med vandets væren. Vandet bevæger sig hele tiden, men kan ikke af den grund skylle de hændelser væk som skete ved det. Vandet og skoven bekymrer sig heller ikke om menneskets eksistens og skyld. Igen og igen understreges skoven rolle som alvidende baggrundsfortæller. Blandt andet Birger fornemmer denne alvidenhed:

Nu skulle han bare over åen. I en fart. Op i stilheden på mosen. Væk fra vandet. Væk fra lydene der lød som små skrig og mjaven. Væk fra denne pludren omkring stenene og suget fra det hurtige, sorte vand.

Ironisk er det, ligesom titlen på dette essay. For en skov kan jo som sådan ikke bevæge sig, og bringe noget med sig, eller agere som menneske. Men det gør den altså alligevel på et eller andet plan her.


Endnote: Til dem der aldrig har været i Sverige, håber jeg ikke at ovenstående har afskrækket jer fra landet. Det er i sandhed et fantastisk smukt sted, blandet andet med skove som strækker sig ind i det uendelige, og Ekmans roman er i lige så høj grad en hyldest til dets skønhed, som til dets mystiske, unheimliche magt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar