mandag den 30. april 2012

Constance Ring - Umulighedens genfødsel

Litterær artikel om Constance Ring af Amalie Skram, skrevet af Ditte Obeling. 

Constance Ring er fortællingen om en kvindes ægteskab, desillusionering, oplysning og forfald. Ikke længe efter at den blot 21-årige Constance har giftet sig med den noget ældre Ring, brister de ægteskabelige illusioner om lykke og kærlighed for hende, og hendes desillusioneringsforløb tager sin begyndelse. Igennem sine forhold til tre mænd lærer hun om ægteskabet og kærligheden, men mest af alt lærer hun om samfundets seksuelle hykleri, der bøjer reglerne efter mændenes ønske, imens kvinderne sættes i bur i de borgerlige dukkehjem.


Constance Ring er, som mange andre af sin samtids romaner, fortællingen om kvindens ulykkelige stilling i den ægteskabelige institution, som samfundet og familien har presset hende ind i. I ægteskabet lever hun da som en lærkefugl i et guldbur - et guldbur, som hun deler med en række andre af Det Moderne Gennembruds kvindeskikkelser, her i blandt Ibsens Nora, Jacobsens Marie Grubbe samt Flauberts franske Emma Bovary, som Skram eksplicit trækker på.

Vi genkender altså rammen – Så hvad er det, der gør Amalie Skrams Constance Ring til noget helt særligt?

Constance Ring er ikke blot fortællingen om ægteskabets umuligheder; det er også fortællingen om kvindens umuligheder. Det er en dystopi, der spreder sine lange rødder helt ud i kvindens egen eksistens. End ikke en sammenhængende psyke kan hun mønstre, for slet ikke at tale om en kvindelig seksualitet. En af de første beskrivelser, vi får af Constance, lyder allerede side 8: “Hun lignede en syg Plante, der trods alle Anstrængelser ikke vil trives.” I Constance Ring er det ikke blot samfundet, der er problemet; det er også romanens kvindelige hovedperson. Denne grænseløse determinisme og pessimisme er romanens bærende understrøm, der giver den et tragisk og frustrerende præg, der er så væsentlig for tidens debatterende litteratur.

Sådan er teksten i sig selv. Men tekster skal ikke kun læses i sig selv. Tekster er aldrig skabt af sig selv. Tekster opstår i en kontekst, hvorfra de kan genskabe og omskabe sig selv i nye kontekster år for år. Igennem denne livscyklus opnår værket nye betydninger. Disse betydninger opsummerer Janet Garton flot og fyldestgørende i noterne til denne 2007-genudgivelse af Constance Ring. Noterne er særligt gode til en introduktion til værkets baggrund og reception. I disse tidligere læsninger af Constance Ring, som Garton kort og klart resummerer, tegner der sig en rød tråd. Her mener jeg at se, at kohærensens præmissers har påvirket værkets tidligere læsninger i en negativ retning. Da Skram skrev en flimrende kvindeskikkelse frem på papiret, rullede samtidens kritikere med øjnene. De krævede en sammenhængende figur; alt andet var tegn på forfatterens uformåenhed. Jeg mener ikke, de har ret.

Man snyder sig selv, hvis man forsøger at læse Constance-skikkelsen som 100% sammenhængende og meningsgivende. Constance Ring er kvinden, der flimrer og forvirrer i ét væk. Hun er kvinden, der er ét det ene øjeblik, hvorefter hun det næste øjeblik gemmer sig bag en maske, der måske alligevel blot er hendes eget ansigt. Man ser hende kun igennem tåger af gnistrende snefnug, der forstyrrer synet og sætter sig på øjenvipperne. Det gør ikke Constance-skikkelsen mindre virkelig som et portræt af en håbløs kvindelig identitet, der netop ikke kan andet end flimre og forvirre.

Når du nu en dag sætter dig ned og læser eller genlæser Constance Ring, så gør dig selv en tjeneste: Læs hende ikke for den hun ikke er, men for den hun er. Læg forventningerne fra dig. Find det foruroligende i det usammenhængende og lad det forføre dig ind i Skrams dystre psykologiske portræt. Og træd så ellers frit ind i forfatterens dystre borgerlige hjem, hvor Constances eneste muligheder er de utallige, ubarmhjertige umuligheder, som samfundet byder hende.

I Constance Ring er det ikke blot guldburet, den er gal med. For Skram er det ikke nok, at der bag guldburets overflade gemmer sig rustne tremmer af jern, når man blot kratter i dem med en negl. I Constance Ring er det også fuglen, den er gal med. Her er den smukke fugl, vi finder syngende i buret, måske selv en mekanisk fugl med optræk. Bare skub fjerene til side – så kan du se fuglens trækopmekanisme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar